Ulovlig affaldseksport presser danske ovne
Der skal importeres affald for at holde danske forbrændingsanlæg kørende. Men det burde ikke være nødvendigt, for samtidig forsvinder store mængder affald ud af landet.
En del af nedgangen i affaldsmængden skal tilskrives krisen, men alligevel kan direktør Jacob H. Simonsen fra affaldsselskabernes organisation Renosam ikke helt få regnestykket til at gå op.
Genanvendeligt affald sendes til afbrænding
I alt mangler der nemlig 0,5 mio. tons affald ud af en kapacitet på 3,5 mio. tons for at holde samtlige anlæg i drift.
- Der er noget helt galt i det regnestykke. Selv hvis mængden af brandbart affald fra erhvervslivet er faldet med 20 %, så får vi det ikke til at stemme, siger Jacob H. Simonsen til Ingeniøren.
Han mener, at differencen skyldes fusk med eksporten af genanvendeligt affald. Netop denne type affald skal nemlig ikke anmeldes til myndighederne, når det eksporteres.
- Vi hører fra vores medlemmer, at meget bliver kørt ud af landet som grønt affald til genanvendelse. Det skal ikke notificeres. Når det så kommer frem til for eksempel Tyskland, kigger de på det og siger, at det er for dårlig kvalitet til genanvendelse. Så brænder de det af i stedet, siger Jacob H. Simonsen til Ingeniøren.