Aarhus udfaser træpillerne: Fremtiden byder på affald, VE, geotermi og biomasse
I dag kommer halvdelen af fjernvarmen i Aarhus fra Studstrupværket, hvor der produceres på træpiller.
I 2030 er det slut.
AffaldVarme Aarhus har som en del af sin strategi besluttet ikke at anvende træpiller efter 2030.
- Vi har en ambition om, at vores fjernvarme bliver grønnere dag for dag. Træpiller har været en god trædesten i vores ønske om at komme væk fra kul. Men nu er vi klar til næste etape i den grønne omstilling, og derfor er det tid til at sige farvel til træpillerne og goddag til mere vedvarende energiformer, siger administrerende direktør i AffaldVarme Aarhus Bjarne Munk Jensen og tilføjer:
- Frem til 2030 vil en del af varmen stadig komme fra bæredygtige træpiller. Det er en god løsning, indtil vi får omstillet vores fjernvarmesystem til endnu grønnere energikilder,
Undergrunden
I dag står træpiller for cirka halvdelen af den aarhusianske fjernvarme. Resten kommer fra lokalt produceret halm, affald og en mindre del overskudsvarme, for eksempel fra supermarkeder.
AffaldVarme Aarhus har gennem længere tid arbejdet på at udnytte det varme vand i under-grunden til brug for den aarhusianske fjernvarme.
- Vi skal finde en erstatning for kilden til halvdelen af den aarhusianske fjernvarme. Og det kan bedst lykkes at få træpillerne ud af produktionen, hvis vi lykkes med at få varmt vand fra
undergrunden ind. Og derfor arbejder vi på at komme i mål med en kontrakt om geotermisk fjernvarme i Aarhus med A. P. Møller Holding, siger administrerende direktør i AffaldVarme Aarhus Bjarne Munk Jensen.
Biomasse er stadig nødvendig
Selv om træpillerne erstattes af vedvarende energiformer efter 2030, så vil AffaldVarme Aar-hus være nødt til at bruge andre former for biomasse end træpiller i sin produktion. Det kunne eksempelvis være halm eller træflis, da det ikke er muligt at dække behovet for varme med brændselsfrie energikilder.
- Vi har et mål om at anvende mindst mulig biomasse efter 2030. Men vi kan ikke undvære biomassen, hvis vi også skal opretholde vores høje forsyningssikkerhed, siger Bjarne Munk Jensen.
Det er et mål i Strategi 2021-2025, at højest 50 procent af fjernvarmen i Aarhus i 2030 produceres med biomasse, for eksempel halm fra nærområdet. Hvis det er muligt, skal andelen endnu længere ned. Det er samtidig et krav, at biomassen er certificeret/bæredygtig og fra nærområdet.