23948sdkhjf

DTU og Ingeniørhøjskolen i København fusionerer

Under forudsætning af de påkrævede godkendelser sker fusionen ved årsskiftet.
Danmark Tekniske Universitet (DTU) og Ingeniørhøjskolen i København (IHK) fusionerer den 1. januar 2013.

Det sker under forudsætning af, at uddannelsesminister Morten Østergaard godkender fusionen, og at de respektive bestyrelser efterfølgende accepterer ministerens betingelser.

Målet med den foreslåede fusion er at kunne uddanne endnu flere og mere innovative diplomingeniører til erhvervslivet. Det skal ske ved at styrke uddannelsernes forankring i både et praksisnært udviklingsmiljø og et forskningsmiljø i verdensklasse.

Skal imødekomme erhvervslivets behov
Samtidig er det målet, at fusionen skal bidrage til at løfte den nationale innovationsstrategi. Til det formål etableres et nyt center for Innovation og Entreprenørskab, oplyser de to institutioner i en fælles meddelelse.

- Jeg er rigtig glad for, at vi nu er nået så langt i forberedelserne til en fusion. Fusionen skal både bidrage til at indfri regeringens målsætning om, at 60 % af en ungdomsårgang i 2020 skal have en videregående uddannelse, ligesom den skal imødekomme erhvervslivets behov om flere ingeniører, der er løsningsorienterede og innovative, siger bestyrelsesformand for DTU, Sten Scheibye.

Et flagskib for diplomingeniøruddannelserne
Institutionerne repræsenterer i dag godt 3.500 diplomingeniørstuderende, og det er fusionsparternes vision, at Ballerup campus, Ingeniørhøjskolens nuværende campus, skal være et flagskib for diplomingeniøruddannelserne i Danmark.

- Den foreslåede fusion vil styrke diplomingeniøruddannelserne markant. Der bliver tale om landets største uddannelsessted for diplomingeniører af højeste kvalitet. Samtidig giver fusionen unikke muligheder for at udbygge og udvikle Ballerup campus, siger Lars Goldschmidt, bestyrelsesformand for IHK.

Bestyrelserne for henholdsvis DTU og IHK har begge godkendt oplægget til fusion mellem de to institutioner.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111