23948sdkhjf

Ny aftale sender Løsning Fjernvarme over på ren overskudsvarme

– Med den nye aftale om overskudsvarme fra Meelunie er vi allerede nu på vej mod et slutfacit, hvor vores varme er 100% baseret på overskudsvarme. Vi kan faktisk forsyne hele vores område og mere til med overskudsvarme, fortæller Esben Iversen, der er driftsleder hos Løsning Fjernvarme, i en pressemeddelelse.

Aftalen han hentyder til er netop indgået mellem Meelunie GPI og Løsning Fjernvarme. 

Førstnævnte skal til efteråret bygge en fabrik, der omdanner hestebønner til proteinrige fødevareingredienser. Produktionen her fra danner en stor mængde overskudsvarme, som nu kommer forbrugerne i Løsning til gode. 

Udfasning af fossile brændsler

I dag kommer Løsning Fjernvarmes varmekilder fra overskudsvarme fra Daka (33 procent), træflis (62 procent) og naturgas (5 procent).

Sidstnævnte varmekilde har fjernvarmeværket gennem flere år forsøgt at udfase for at kunne bidrage til det overordnede mål om, at fjernvarmen i Danmark skal være 100 procent fossil-fri i 2030.

Derfor er der også arbejdet hårdt for netop at lave aftaler med den omkringliggende industri om at overtage noget af den overskudsvarme, som ellers går tabt.

Med den nye aftale udfases naturgassen og flisværket, der i dag leverer 62 procent af varmen, vil fungere som reservelast, der kan tændes når der er behov for det. 

Overkapacitet

Næste skridt i projektet er at lave en teknisk masterplan, hvor der bliver kortlagt, hvilken teknologi, der skal benyttes, hvor varmen skal sendes hen og om evt. nye områder skal forsynes med overskudsvarmen.

Den nye aftale giver nemlig mulighed for at dække mere end de nuværende forbrugere med varme. Faktisk vil Løsning Fjernvarme komme til at opleve en lille overkapacitet af varme.

– Vi er fremtidssikret de næste 5-10 år, men det betyder ikke, at vi kommer til at læne os tilbage. Med den store mængde varme betyder det, at vi kan begynde at fokusere endnu mere på at levere CO2-venlig varme i vores forsyningsområde til blandt andet industrikvarteret, siger Esben Iversen.

Alt efter, hvilken retning den tekniske plan tager og hvordan byggeriet går, vil Meelunies nye fabrik så småt kunne levere varme til borgere i løsning omkring efteråret i 2022.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094