European Energy skal sætte skub i 160 MW havvind i Lillebælt
Sønderborg Forsyning indgår nu et samarbejde med European Energy om udvikling af Lillebælt Syd Vindmøllepark.
- Det er en win-win situation for begge parter, siger Sønderborgs borgmester Erik Lauritzen, der også er formand for Lillebælt Vind A/S.
- European Energy udvikler lignende vindmølleparker andre steder i Danmark og resten af Europa og har de kompetencer, der skal til for at sikre, at Lillebælt Syd Vindmøllepark bliver en succes for klimaet, siger borgmesteren.
European Energy tilføjer nødvendige kompetencer til den maksimalt 160 MW store vindmøllepark, der skal udvikles og etableres af selskabet Lillebælt Vind A/S.
Med udgangen af 2021
En endelig partnerskabsaftale med European Energy ventes på plads inden udgangen af året.
- Vi ser frem til at samarbejde med Sønderborg Forsyning om at sikre Sønderborg den CO2-neutrale strøm, som skal understøtte områdets klimaomstilling frem mod 2029. Vi er meget tilfredse med, at Sønderborg Kommune efterspørger vores ekspertise inden for vedvarende energiprojekter, som vi har en stor erfaring med at gennemføre hele vejen fra projektering til nettilslutning, siger Knud Erik Andersen, der er administrerende direktør i European Energy.
Projektets realisering forudsætter, at der udarbejdes en opdateret miljøkonsekvensvurdering og at den godkendes af Energistyrelsen, samt at der efterfølgende gives etableringstilladelse.