23948sdkhjf

Innoterm på nye hænder: Ny ejer fordobler sin omsætning

Exodraft, der producerer røgsugere, har netop købt de to virksomheder IM Gruppen og Innoterm.

IM Gruppen er specialister indenfor køle-, fryse- og varmegenvindingsanlæg, mens Innoterm er specialister indenfor varmepumpe- og køleanlæg.

Glæde hos sælger

Det er Lars Frank, der sælger IM Gruppen og Innoterm til Exodraft. Han har selv etableret begge virksomheder, og han overdrager kun sit livsværk, fordi matchet er det rigtige.

- Jeg kan se en klar fordel i at overdrage mit livsværk til Exodraft, idet vi derved kan accelerere vores vision mod en grønnere fremtid. Jeg er sikker på, at IM Gruppen og Innoterm ser ind i en lys fremtid under Exodraft- koncernen, fordi vi deler både virksomhedskultur, værdier og ambitioner indenfor innovation og bæredygtige energiløsninger, siger Lars Frank, som fortsat vil være en del af virksomhedens ledelse.

Købene af IM Gruppen og Innoterm er et led i Exodrafts strategi om at blive en markant aktør indenfor den grønne omstilling. Derfor er det også en særdeles tilfreds bestyrelsesformand, der ser et enormt fremtidspotentiale for Exodraft.

- Der er sket en markant udvikling gennem de seneste år, hvor fokus i stigende grad er rettet mod energioptimering og grøn omstilling, så med de strategiske køb - først af Dansk Energi Service og nu IM Gruppen og Innoterm - kan vi realisere vores ambitioner om at blive en markant udbyder indenfor grønne løsninger til varme- og energisektoren. Deri ligger et enormt potentiale - i Danmark, men i endnu højere grad ude i verden. Derfor er forventningen også, at vi ser ind i stor vækst de kommende år, og dermed kan vi også bidrage til at sætte Danmark på verdenskortet indenfor bæredygtige energiløsninger, siger Søren Østergaard Sørensen.

Fordobler omsætning

Med erhvervelsen af IM Gruppen og Innoterm mere end fordobler Exodraft samtidig sin omsætning fra cirka 150 til 350 millioner kroner og antallet af ansatte fra cirka 75 til 175. Dermed sætter virksomheden turbo bag ambitionerne om at blive en markant international udbyder af bæredygtige energiløsninger indenfor den grønne omstilling.

- Opkøbet er et kvantespring mod i første omgang at blive en væsentlig markedsudbyder af energitekniske løsninger med fokus på grøn omstilling, fordi de to virksomheders kompetencer kompletterer Exodraft-koncernens kerneområder indenfor mekanisk skorstenstræk, partikelfiltrering samt turnkey-leverancer af energitekniske anlæg til fjernvarmeværker og industrien, siger Jørgen Andersen, CEO hos Exodraft, og tilføjer:

- Vi mere end fordobler vores størrelse på både omsætning og antallet af ansatte, så vi får en størrelse, der gør os til en af de største spillere på det danske marked. Herefter er ambitionen at skalere vores forretningsmodel til andre europæiske markeder.

Købene af IM Gruppen og Innoterm bliver gennemført med tilbagevirkende kraft fra 1. januar 2021, og selskaberne fortsætter som en del af Exodraft-koncernen som selvstændige enheder på de nuværende lokationer.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079