Debat: Solenergi må respektere natur og kulturlandskaber
Dansk Solcelleforening forsvarer, at solcellerne breder sig i det danske landskab, samtidig med at foreningen ønsker, at punktere nogle “myter” om solceller i den løbende debat.
Der er bred enighed om, at solenergi er en vigtig del af fremtidens energi-mix. Det Internationale Energiagentur giver solenergi en central placering i dets globale 2050-vision. Kort sagt, solenergi er afgørende vigtig for den grønne omstilling.
Alligevel er det ærgerligt, at opsætningen af solceller sker på en så uigennemtænkt, skødesløs og kortsigtet måde, der nedprioriterer herlighedsværdierne af natur og kulturlandskaber.
Ved at trække klimakortet forventer branchen tilsyneladende at få en blankocheck til at gøre næsten hvad som helst i klimaets hellige navn.
Hvis vi tager dette med arealet først. Dansk Solcelleforening har ret i, at ikke hele Danmark forvandles til én stor solcellepark. Oplysninger bragt af TV2 viser dog, at arealet for planlagte og ansøgte sol-anlæg i dag er større end Møn. Energistyrelsen forventer frem til 2040 at solenergi vil dække indtil 15 procent af elforbruget, primært gennem nye mark-anlæg, hvilket vil kræve et betydeligt areal i et lille land med begrænset plads.
Solcelleforeningen mener, at sol-celleanlæg kan indgå i en “symbiose” med naturen og fremme biodiversiteten. Den logik svarer næsten til at sige, at højbede med markblomster på en parkeringsplads viser, at flere p-pladser faktisk er godt for biodiversiteten. Uheldigvis er den største symbiose, der opnås ved solceller og dyrehold, en kombination af landbrugsstøtte og energistøtte til gavn for grundejeren, men næppe mange andre.
Solcelle-anlæg er industrielle anlæg, der virker indgribende i kulturlandskabet, og begrænser rekreativ brug af grønne områder. At så markblomster mellem panelerne ændrer ikke dette faktum. Eksempler som Nylandsmosen i Næstved Kommune i et smukt kystlandskab, eller Valbyengen i København, hvor Hofor prioriterer solceller over grønne områder, viser at placeringen langt fra altid virker gennemtænkt.
Klimaet skal naturligvis ikke nedprioriteres, men hastværk bør ikke erstatte omhu og omhyggelig planlægning. Vi har brug for lovmæssigt og økonomisk at lette den måde tagene udnyttes til solenergi, og prioritere vore tilgængelige uudnyttede arealer til natur, ikke industrielle anlæg.
Solpaneler bør kun lægges i naturen, hvor der ikke er andre alternativer.
Artiklen er en del af temaet Debat.