23948sdkhjf

Solspejle holder græsset grønt på Brøndby Stadion

Brøndby IFs stadion har fået installeret 100 kvadratmeter solspejle. De skal tilføre græsset sollys i de områder, hvor tribunerne skygger for solen. 

Solspejlene gavner græssets vækst samtidig med at der spares på strømmen. Løsningen erstatter nemlig en noget mere elektricitets-tung løsning. 

Det er den danske virksomhed Second Sun, der har installeret solspejlene. 

- Innovation og ny teknologi er en del af Brøndby IF både på og udenfor banen. Med opsætningen af Second Suns solreflektor-system på vores stadion kan vi derfor slå flere fluer med ét smæk: Støtte en dygtig teknologisk iværksættervirksomhed, agere bæredygtigt og også gennem systemet opnå en besparelse på den kunstige belysning på banen, siger Ole Palmå, der er administrerende direktør i Brøndby IF i en pressemeddelelse. 

Dagslys vs. Kunstigt lys

Second Suns system er baseret på højteknologiske spejle, som spejler solen ned på det område på grønsværen, hvor solens stråler ikke når hen. 

- Der er dele af den sydlige banehalvdel, som har brug for mere lys end det naturlige dagslys, det får i dag. Intet er bedre for at få græs til at gro end sollys. Second Sun bidrager med sollys på den banehalvdel, som mangler det, og er en del af den løsning, der afhjælper problemet, siger Chris Hague, baneansvarlig i Brøndby IF.

Brøndby IF får ikke blot en fin grøn plæne med løsningen, men boldklubben kommer også til at spare på strømmen. 

I dag bruger man nemlig kunstig belysning, der er en ret dyr løsning, når det kommer til strømforbruget.

- Kunstlys modulerne, som flere professionelle fodboldstadions i dag har sat op, betyder, at ét kunstlys modul på bare 24 timer bruger hvad der svarer til en gennemsnitlig husstands årlige strømforbrug. Til sammenligning bruger Second Sun systemet på et helt år mindre strøm end en gennemsnitlig husstand, siger CEO Nicolai Moustgaard fra Second Sun.

Testet grundigt

Second Sun er en mindre iværksættervirksomhed i København med CEO Nicolai Moustgaard i spidsen, og han er glad for samarbejdet med Brøndby IF. 

- Vi er meget glade for samarbejdet med Brøndby IF, som har taget godt imod vores idèer og innovative løsning. Vi har testet systemet grundigt, og resultaterne viser, at refleksionen af sollyset fra vores spejle reelt gavner væksten i græsset. Vi har nu udvidet med 100 kvadratmeter solreflektor-spejle opsat på den nordlige tribune, siger Nicolai Moustgaard, der oplever en sidegevinst i samarbejdet med Brøndby IF. 

- Opsætningen her har givet genlyd i fodboldverdenen, og vi har fået flere henvendelser fra andre stadions i Danmark, Spanien, Tyskland og England, siger han. 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079