TRE-FOR stærkt fra start
Trods kæmpe underskud og nylige fyringer er der optimisme i multienergiselskabet TRE-FOR, der netop på koncernens repræsentantskabsmøde har godkendt den seneste årsrapport.
TRE-FOR koncernens nettoomsætning var i 2011 på 1,8 mia. kr., hvilket er en stigning i forhold til året før, og samtidig har TRE-FOR fået en stærk start på 2012 med et overskud på ca. 53 mio. kr. før skat efter første kvartal.
- Virkeligheden er ikke så negativ, som tallene måske kan indikere, da den helt overvejende del af underskuddet skyldes en regnskabsmæssig nedskrivning i et enkelt forretningsområde. TRE-FOR er en sund, dynamisk og kapitalstærk virksomhed, og vi fortsætter vores fokus på at levere innovative og konkurrencedygtige løsninger og skabe merværdi for vores kunder. Vi vil fortsat være en drivkraft i udviklingen af Trekantområdet, siger direktøren og tilføjer:
- Nedskrivningen på bredbåndsaktiverne har ingen betydning for TRE-FORs fortsatte strategi om at udrulle fibernet i Trekantområdet, og udvikler bredbåndsforretningen sig, som vi forventer, kan en eventuel opskrivning komme på tale senere.
De seneste år har koncernen foretaget massive investeringer, og dette er fortsat strategien.
- I 2011 har vi haft investeringer på en halv mia. kr., og vi fastholder vores strategi om samlet set at investere 5 mia. kr. i henhold til de nuværende langtidsbudgetter, siger Knud Steen Larsen.
Landets laveste tariffer
TRE-FOR El-net A/S blev igen i 2011 benchmarkselskab, hvilket betyder at selskabet er et af landets mest effektive elselskaber i Energitilsynets årlige undersøgelse. Og brancheforeningen Dansk Energi har netop offentliggjort resultatet af prissammenligningen af de danske elnet-tariffer, hvor det konstateres, at TRE-FOR fortsat har landets laveste elnet-tariffer. En elkunde i TRE-FORs område kan således glæde sig over at betale knap halvt så meget som en gennemsnitskunde.