23948sdkhjf

Energikoncern hapser Dansk Varme Service og styrker sig yderligere på varmepumperne

Energiselskabet OK har styrket varmeserviceforretningen med et opkøb af Dansk Varme Service, som pr. 1. november bliver en del af OK-koncernen som nyt datterselskab.

OK styrker med opkøbet den eksisterende service- og varmepumpeorganisation yderligere. Med opkøbet står OK som en markant stærkere spiller både i forhold til teknik, rådgivning og salg af fremtidens energiprodukter. 

- Vi er i et voksende marked for varmepumper, og som en del af vores strategi ser vi hele tiden på, hvordan vi kan styrke både vores salgs- og serviceafdeling inden for opvarmningssektoren. Vi står i forvejen stærkt på serviceområdet, ikke kun i forhold til varmepumper, men også i forhold til olie- og gasfyr, siger Flemming Aa. Jensen, markedsdirektør for energiteknik i OK i en pressemeddelelse.

Ligeledes har OK gennem det seneste årti udviklet og tilpasset koncepter for salg af varmepumpeløsninger til både privat- og erhvervsmarkedet.

- Med opkøbet af Dansk Varme Service styrker vi vores salgs- og servicedel, og jeg er overbevist om, at begge virksomheder kan drage fordel af hinandens kompetencer og viden på området, siger Flemming Aa. Jensen.  

Synergi

Hos Dansk Varme Service ser man ligeledes god synergi ved, at to aktører på varmepumpe- og varmeserviceområdet bliver slået sammen.

- Vi er meget tilfredse med at blive en del af OK. Det ruster os og virksomheden bedre til fremtiden og de kommende krav til energimarkedet, som er under stor forandring fra fossile opvarmningsformer til vedvarende energi. OK bliver en stærk ejer af vores forretning og vigtigst af alt også for vores medarbejdere og samarbejdspartnere i et omskifteligt marked, siger Peter Hansen, som er adm. direktør i Dansk Varme Service.

Fortsætter uden store ændringer

Dansk Varme Service har teknikere og samarbejdspartnere i hele landet og kontorer i henholdsvis Hillerød og Silkeborg. Som datterselskab i OK-koncernen fortsætter Dansk Varme Service uændret med at arbejde fra de to lokationer.

Dansk Varme Service bevarer sin ledelse, hvor Keld Flindt er direktør, og Peter Hansen er adm. direktør. Dansk Varme Service har en række samarbejdspartnere, som samarbejdet vil fortsætte uændret med.

I bestyrelsen vil der ske en rokade. Flemming Aa. Jensen samt CEO Jørgen Wisborg og COO Niels Ole Christensen fra OK træder ind i Dansk Varme Services bestyrelse, ligesom OK’s bestyrelsesformand Flemming Rasmussen og næstformand Erik Larsen bliver en del af datterselskabets bestyrelse. 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078