Maersk Drilling fusionerer med konkurrent og får nyt navn
Maersk Drilling fusionerer med konkurrenten Noble. Det oplyser Maersk Drilling i en pressemeddelelse.
Det nye selskab kommer til at hedde Noble Corporation
Aktionærerne får 50 procent af aktierne i det nye selskab, der får navnet Noble Corporation. Dermed bliver der sagt farvel til Mærsk-navnet.
Noble arbejder ligesom Maersk Driling i oliebranchen, hvor det udlejer borerigge og boreskibe. Selskabet er registreret på Caymanøerne.
Maersk Drilling var tidligere en division i A.P. Møller Mærsk-koncernen.
I 2019 blev selskabet udskilt af koncernen og børsnoteret på fondsbørsen i København i forbindelse med en strategiændring, hvor koncernen droppede olierelaterede aktiviteter.
Mærsk-familien er dog fortsat hovedaktionær i Maersk Drilling via selskabet A.P. Møller Holding.
Fusionen ventes at falde på plads i midten af 2022. Inden da skal aktionærerne i begge selskaber give grønt lys, ligesom der er en række myndigheder, som skal godkende handlen.
De største aktionærer i begge selskaber har på forhånd givet tilsagn om at støtte fusionen.
/ritzau/