Envo Biogas Tønder rejser sig fra asken med ny ejer
Det canadiske selskab Anaergia Inc. har købt biogasprojektet Envo Biogas Tønder, som Envo Group med Bo Asmussen i spidsen står bag.
Anlægget har været helt utroligt længe undervejs og byggepladsen har ligget stille hen de seneste par år, men med den nye ejer ved roret skal der gang i byggeriet igen.
- Byggeriet skal genoptages inden udgangen af 2021 og produktionen vil være i fuld gang med udgangen af 2022, fremgår det af en pressemeddelelse fra Anaergia.
Anergia vil bygge, eje og drive anlægget, der, da det i sin tid blev projekteret, stod til at blive Nordeuropas største biogasanlæg. Dengang var udmeldingen, at det ville kunne forsyne 17.500 husstande med gas - i dag skal anlægget bygges til at forsyne 29.000 husstande.
Ud over biogas-projektet overtager Anaergia også Envo Group, der har hjemsted i Aabenraa. Bo Asmussen fortsætter som administrerende direktør.
Anergia står klar til at investere 100 millioner canadiske dollars i projektet i Tønder, fremgår det af en pressemeddelelse.
Omtumlet tilværelse
Offentligheden hørte første gang om Envo Groups planer om et biogasanlæg i 2012. Byggeriet skulle senere rende ind i et hav af forsinkelser.
Byggestart måtte rykkes, da byggetilladelsen udeblev. Siden stødte der andre problemer til, idet totalentreprenøren SFH Groups moderselskab havde økonomiske problemer.
I 2014 indgik Envo Group og en argentinsk investor en aftale med Aarsleff, der skulle være totalentreprenør på projektet.
Der blev taget første spadestik til anlægget i Tønder i 2014 af daværende borgmester Laurids Rudebeck, prins Joachim, direktør Bo Asmussen og den argentinske storinvestor Jose Cartellone.
I november 2015 var der så voldsomme gnidninger mellem Envo Group og Aarsleff, at samarbejdet ophørte og uenighederne endte med at blive til en voldgiftssag. I januar 2019 fik Envo tilkendt en erstatning på 88 millioner kroner i voldgiftssagen.
Ad åre er der flere gange blevet meldt ud, at nu ville byggeriet gå i gang, men det er aldrig rigtig blevet til noget. Der skete senest noget på byggepladsen ved Tønder i 2020, hvor der blev lagt rør og Evida koblede Envo Biogas Tønder til naturgasnettet.
Men med Anergia om bord ser det nu ud til, at der endelig sker noget