23948sdkhjf

Langt sejt træk skruer ned for fjernvarmeprisen hos 625.000 fjernvarmekunder

I en tid, hvor alle sukker over stigende energipriser, kan Hofor sænke fjernvarmeprisen for sine godt 625.000 fjernvarmekunder i København. 

At prisen kan sænkes med tre procent er der flere årsager til. 

For det første har Hofor succes med at køre en effektiv drift. Den nye biomassefyrede blok på Amagerværket har en særdeles høj effektivitet, og desuden har ikke mindst konverteringen fra damp til vand i fjernvarmen efter en omfattende indsats reduceret den mængde fjernvarme, der går tabt under transporten gennem rørene ud til kunderne.

For det andet slår Hofors flerstrengede forsyning igennem. Hofor anvender flere brændselstyper til at producere fjernvarmen med, herunder bæredygtig biomasse, der ikke har set de samme stigninger som el og naturgas.

- Samlet set betyder det, at vi i år kan glæde vores 625.000 fjernvarmekunder med, at vi sænker prisen på fjernvarme i 2022 med tre pct. Det er vi stolte over. Baggrunden er et langt, sejt træk med omfattende effektiviseringer kombineret med den flerstrengede forsyning. Men vi stopper ikke her. Vi effektiviserer løbende vores processer og styrker vores produktion, så den får endnu flere forsyningsstrenge at spille på og dermed bliver mere fremtidssikret, siger Jan Kauffmann, direktør for økonomi og forretning i Hofor. 

Damp og droner

Den store reduktion af tabet i fjernvarmenettet er altså primært kommet i hus via dampkonverteringsprojektet, hvor den del af den københavnske fjernvarmeforsyning, der stadig var baseret på damp, gradvist blev konverteret til vand.

Projektet afsluttedes i april i år efter mere end ti års indsats.

Parallelt har Hofor arbejdet med at effektivisere fjernvarmenettet med blandt andet droner, der kan finde huller i nettet, så nettabet reduceres.

- Samlet set har vi opnået en reduktion af nettabet, der svarer til varmeforbruget i 50-60.000 lejligheder, oplyser forsyningsselskabet.
 
Justering af tarifstrukturen
HOFOR iværksætter i 2022 en mindre ændring af tarifstrukturen. Den samlede betaling reduceres som nævnt med tre pct., men vi ændrer fordelingen mellem den faste og variable betaling, så den faste betaling bliver lidt større, og den variable betaling lidt mindre. Det vil give et mere retvisende billede af udgiften ved at levere varmen og understøtter i endnu højere grad en økonomisk ansvarlig og effektiv opvarmning i København.

For 4 øre vand

Hofor leverer også bygas til de næsten 300.000 københavnere, der foretrækker at bruge bygas til madlavning. 95 pct. af disse er på fast pris, og den årlige udgift for en familie stiger i 2022 fra 750 kr. til 825 kr. 

Bygassen stiger altså lidt i pris, mens vandprisen som fjernvarmeprisen sænkes.

Hofor sætter vandprisen, inkl. bortledning af spildevand, ned med to pct., og borgerne betaler i 2022 knap fire øre per liter. 

- For den pris får byens 625.000 borgere hver eneste dag friskt, rent og kvalitetskontrolleret postevand og slipper af med spildevandet, som renses og ledes tilbage til naturen på forsvarlig vis. Det er et stort gode, som mange lande misunder os, siger Jan Kauffmann.

Hofor forventer i de kommende år prisstigninger på vand som følge af såvel klimainvesteringer som renoveringer af vandværker og blødgøring af drikkevandet.  

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141