Energiklynge på udkig efter de mest vækstparate energi start-ups
Beyond Beta-programmet under Erhvervsstyrelsen haf afsat 85 mio. kroner til at accelerere startups i hele Danmark.
På energiområdet skal Energy Cluster Denmark og Next Step Challenge finde de nye spændende energi tech-starters og accelerere deres kurs mod global vækst.
- Vi lancerer en ny accelerator i energiklyngen for de helt unge opstartsvirksomheder; det nye vækstlag. I den nye Energy Accelerator Denmark skal vi finde og støtte de dygtigste og mest vækstparate energi tech-starters og bidrage til, at de tager de næste skridt. De skal sikres relevant og udviklende sparring og adgang til energisektorens vigtigste aktører herunder bl.a. andre virksomheder og forskere, siger Glenda Napier, CEO i Energy Cluster Denmark i en pressemeddelelse.
Adgang til netværk
Energy Cluster Denmark har engageret Next Step Challenge som operatør på acceleratorprogrammet, og direktør Søren Røn glæder sig til at afsøge markedet for innovative startups, som kan bringe nye ideer og ny innovation til energisektoren:
- Programmet er en fantastisk mulighed for at sikre spændende startups en vækstorienteret udvikling, siger Søren Røn og tilføjer:
- Gennem intense halvårlige udviklingsforløb skal vi arbejde med udvikling af vækststrategi og validering af de nye energiteknologier, og så skal vi ikke mindst sikre startups adgangen til et netværk, som er af ekstrem stor værdi.
Klar til vækst
Beyond Beta er opdelt i tre faser af hver seks måneders varighed. Der er fire til otte deltagende virksomheder i hver fase, som alle er indenfor Energy Cluster Denmarks fem faglige fokusområder; energiproduktion, energieffektivitet, sektorkobling, energilagring og energiinfrastruktur.
- Alle fokusområder har aktører, som har stor appetit på nye ideer og udvikling. Kan vi hjælpe startups til at blive mere klar på værdiskabelse, salg og levering til sektoren, så skaber det vækst, siger Søren Røn.
- I acceleratoren skal vi samarbejde med en række af de aktører, der kan understøtte vækst i de nye start-ups og gennemføre forløb sammen med blandt andet Center Danmark, Erhvervshusene, Accelerace og en række af de andre klyngerorganisationer som fx digitaliseringsklyngen Digital Lead og transportklyngen Marlog, siger Glenda Napier.
Fakta
Projektets tilbud er henvendt til alle danske iværksættere med et klart vækstpotentiale og et maksimalt 5 år gammelt CVR-nummer.
Der er i alt afsat 85 mio. kroner til Beyond Beta-programmet under Erhvervsstyrelsen, med mulighed for yderligere funding.
Programmet skal dække alle de 14 særligt udpegede danske styrkepositioner.
Accelerace, Erhvervshusene, Danish Design Centre driver acceleratorprogrammet, som udover funding fra Erhvervsstyrelsen også støttes af Den Europæiske Socialfond.
Man ansøger via Beyond Beta-portalen. Opstartsdato for første acceleratorforløb er februar 2022; andet forløb er august 2022 og tredje forløb januar 2023.
Kilde: Energy Cluster Denmark