23948sdkhjf

Better Energy slutter sig til PtX-projekt i Trekantområdet

Tre nye partnere har sluttet sig til Trekantområdets samarbejde om bæredygtig energi til tung transport, Triangle Energy Alliance, TEA,

De nye partnere er Vejle Erhvervshavn, Better Energy og Blackbird Air. 

- Det er en kæmpemæssig opgave og kræver tæt samarbejde mellem virksomheder, kommuner og stat om demonstrationsprojekter, der kan bringe produktionen af ny, grøn energi op i skala. Men Trekantområdet har de ideelle forudsætninger til at lykkes med opgaven med en veludbygget infrastruktur, et tæt samarbejde mellem kommuner samt nu en gruppe på 24 partnere med solide kompetencer på helt centrale dele af den grønne energiproduktion. Vores opgave er at spille hinanden stærkere og komme hurtigt op i produktion. Lykkes vi med det, kan gevinsterne for virksomheder og samfund blive meget store, siger Christian Motzfeldt, bestyrelsesformand i TEA i en pressemeddelelse. 

Partnerne i TEA

  • ADP – Fredericia Havn
  • Airco Process Technology 
  • Better Energy
  • Billund Lufthavn
  • Blackbird Air
  • Cowi
  • Crossbridge Energy Fredericia (tidl. Shell)
  • Energnist
  • Everfuel
  • Green Hydrogen Systems
  • Process Engineering
  • Nature Energy
  • Trekantområdet Danmark
  • TVIS – Trekantområdets Varmetransmissionsselskab
  • Vattenfall
  • Vejle Erhvervshavn
  • Ørsted
  • Vejle Kommune
  • Kolding Kommune
  • Fredericia Kommune
  • Middelfart Kommune
  • Billund Kommune
  • Haderslev Kommune
  • Vejen Kommune

Han oplever, at gruppen af samarbejdspartnere er ved at blive rigtig stærk.

Christian Motzfeldt påpeger at opgavens omfang langt fra er triviel. Han mener derfor også at den bør tilgås med både ydmyghed og pioner-ånd, for det er et helt nyt cirkulært energisystem, der skal skabes.

- Det handler om at være ambitiøs og vedholdende, men også ydmyg overfor den meget store opgave, som den grønne omstilling af energi, transport og industri er. I modsætning til at importere olie til Danmark, som vi historisk har gjort, så bliver energisektoren en industri, som vil trække meget mere lokal arbejdskraft, blandt andet fordi strømmen og den øvrige grønne energi skal produceres tættere på forbrugerne, siger han og understreger at hvert led i de nye værdikæder er ekstremt vigtige.

- Det er ikke noget, vi har prøvet før i stor skala, så det kræver samarbejde på helt nye måder, siger Christian Motzfeldt.

Vedvarende strøm i kæmpe skala

Behovet for vedvarende strøm fra sol og vind vil stige voldsomt i takt med generel elektrificering af samfundet, men med PtX-udviklingen som bærende produktion af grønne drivmidler stiger også behovet for vedvarende energi fra vind og sol.

Better Energy har bevist evnen til at opskalere med blandt andet den største subsidie-fri solcelle-park i nordeuropa med en kapacitet på over 200 MW, svarende til 127.000 danskeres samlede elforbrug.

- Vi har idag en projektportefølje på over 6 GW ny solcellekapacitet, som vi etablerer i de kommende år. I Trekantområdet arbejder vi med at udvikle kapacitet på mere end 500 MW vedvarende energi, siger Rasmus Lildholdt Kjær, CEO i Better Energy og tilføjer:

- Det har enormt potentiale for os, hvis vi sammen med partnerne i TEA kan få udnyttet strømproduktion optimalt og deltage og bidrage med løsninger af kommerciel storskala-produktion af hydrogen, SAF og Naphtha, siger Rasmus Lildholdt Kjær.

Frontløbere for bæredygtig flytransport

Flyselskabet Black Bird Air med base i Billund Lufthavn er ejet af Heartland og leverer transport med privatfly til primært erhvervsrejsende, som hurtigst muligt efterspørger løsninger på bæredygtige jetfuels.

-Vores forretning retter sig primært mod erhvervs- og VIP-segmentet med flyvninger i hele verden, og vi opererer med en af Europas mest moderne fly-flåder. Vi har kunder, som er ekstremt interesserede i at kunne bidrage til at minimere påvirkningen på miljøet, når de benytter vores fly, ved at de flyver på vedvarende energi, siger Ole Dupont Christiansen, CEO i Blackbird Air om årsagen til at selskabet har meldt sig til TEA-samarbejdet. 

Hos Vejle Erhvervshavn ser direktør Knud Vang Nielsen det som en stor mulighed at indgå i samarbejdet.

- Vi kan se, at der er en forretningsmulighed for Vejle Erhvervshavn ved at indgå i den logistiske kæde af fangst og udnyttelse af kulstof til grøn energi. Vi har plads, og vi har investeringsvillighed til at etablere de nødvendige opbevaringsanlæg, og vi kan se, at der også er lokale virksomheder i Vejle, der kan se en fordel ved CO2-fangst. Med det marked, der tegner sig for grønne drivmidler, så vil vi gerne videreudvikle havnen som logistik-hub i en skala, der supplerer Trekantområdets andre erhvervshavne, siger Knud Vang Nielsen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.104