23948sdkhjf

Forbrugerombudsmanden politianmelder igen et elselskab

Forbrugerombudsmanden politianmelder Blue Energy, der blandt andet sælger elabonnementer, for ulovligt telefonsalg og vildledning af forbrugerne.

Det er anden gang, at Blue Energy bliver politianmeldt for ulovligt telefonsalg.

Blue Energy har accepteret at betale en bøde på 400.000 kr. for overtrædelserne.

Ulovlige opkald & vildledning

Blue Energy bliver politianmeldt for ulovlige opkald til 29 forbrugere og for at have vildledt 37 forbrugere under telefonsamtaler.

Flere af forbrugerne har klaget over, at de er blevet kontaktet af Blue Energy, selvom de ikke har givet et samtykke til at blive kontaktet. Andre er blevet kontaktet, selvom de under tidligere samtaler har frabedt sig yderligere henvendelser.

Forbrugerombudsmanden vurderer desuden, at telefonsælgerne har vildledt under telefonsamtaler med 37 forbrugere for at få forbrugerne til at skifte elselskab.

Blue Energy har efter Forbrugerombudsmandens opfattelse vildledt 25 forbrugere ved:

  • At udgive sig for eller give indtryk af at ringe fra forbrugerens nuværende elselskab for at indgå en ny elaftale med forbrugeren
  • at udgive sig for at ringe fra en uafhængig organisation
  • at give urigtige eller vildledende oplysninger om elselskabers rolle på elmarkedet og prissammensætningen for el
  • at påstå, at Blue Energy havde overtaget faktureringen fra forbrugerens nuværende elselskab og/eller
  • at påstå, at telefonsælgeren kunne fjerne en post på forbrugerens elregning

Blue Energy har desuden vildledt 11 forbrugere ved at påstå, at forbrugeren kunne spare penge ved at skifte til Blue Energy, selvom telefonsælgeren hverken kendte til forbrugerens nuværende aftale eller forbrug.

To af forbrugerne har oplyst til Forbrugerombudsmanden, at de i løbet af samtalen med telefonsælgeren modtog en SMS, som telefonsælgeren forsøgte at få dem til at besvare med et ”ja” under påskud af, at det var en tilladelse til, at Blue Energy kunne sende et tilbud på en aftale. Hvis forbrugerne svarede ”ja” til SMS’en, ville de imidlertid indgå en aftale med Blue Energy.

Sagen vedrører opkald, som er foretaget i perioden fra januar 2020 til maj 2021. 

Anden gang

Det er anden gang, at Blue Energy bliver politianmeldt for ulovligt telefonsalg. I 2019 politianmeldte Forbrugerombudsmanden således elselskabet for ulovlige opkald til 23 forbrugere.

Forbrugerombudsmanden har også flere gange indskærpet forbrugeraftalelovens forbud mod telefonsalg og markedsføringslovens forbud mod vildledning over for Blue Energy. Indholdet af flere af klagerne i de tidligere sager var enslydende med indholdet af klagerne i denne sag.

- Det er ulovligt for virksomheder at ringe til forbrugere, medmindre forbrugerne har bedt om at blive kontaktet. Hvis forbrugere udtrykkeligt frabeder sig flere opkald fra selskabet er det også ulovligt at ringe igen. Ringer selskabet alligevel, er forbrugeren ikke bundet af en aftale om at skifte elselskab, hvis aftalen er indgået under samtalen, siger Forbrugerombudsmand, Christina Toftegaard Nielsen.

Blue Energy har som nævnt accepteret at betale en bøde på 400.000 kr. for overtrædelserne.

Kommenter artiklen (2)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094