23948sdkhjf

Verdo på opkøb hos Energi Viborg

Energi Viborg og Verdo har indgået en aftale om, at Verdo overtager den resterende del af Midtjysk Elhandel, som handler med el til erhvervsvirksomheder.

Parterne har i mere end to årtier samarbejdet med indkøb og salg af el til virksomheder gennem Midthysk Elhandel, men med Verdos overtagelse af Energi Viborgs 26 procent af selskabet, er det altså slut. 

- Vi har gennem årene haft et rigtig godt samarbejde med Energi Viborg om at tilbyde strøm til erhvervslivet i det midtjyske. Vi har rodfæstede aktiviteter i det midtjyske omkring Randers, Hobro og Viborg, og i de seneste år har vi øget vores tilstedeværelse i Herning, fordi vi ønsker at gøre en forskel for lokalsamfundene i det midtjyske. Derfor er også helt naturligt, at vi overtager den resterende del af Midtjysk Elhandel, siger Jakob Flyvbjerg Christensen, CEO i Verdo i en pressemeddelelse.

Midtjysk Elhandel har især en stor kundekreds i det midtjyske område, men har siden bredt sig til virksomheder over hele landet. 

Vil styrke sin position

Både på kort og længere sigt forventer Verdo, at virksomhederne i stigende grad vil være interesserede i deres elforbrug og dermed også i en god aftale.

Dette område er et af Midtjysk Elhandels specialer, og derfor forventer Verdo at styrke sin position på markedet.   

- Vores markedsspecialister har gennem de seneste 20 år opbygget en stærk platform for et samarbejde med især midtjyske virksomheder. Med de stigende elpriser og elektrificeringen er god rådgivning blevet endnu vigtigere, og vi samler aktiviteterne med en forventning om at styrke vores position på markedet, siger Jakob Flyvbjerg Christensen.

Ejerskiftet får ingen indvirkning på produkter eller services og har dermed ingen betydning for kunderne i det daglige, da Midtjysk Elhandel allerede i dag står for kontakten med kunderne i Viborg som i de øvrige dele af forretningen.

Aftalen er trådt i kraft 15. december 2021.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.088