23948sdkhjf

Dansk energihandel søger mod udlandet

I jagten på øget vækst har Nordjysk Elhandel vendt blikket mod udlandet, hvor især Tyskland og Storbritannien byder på spændende muligheder.
Det går godt for Nordjysk Elhandel, hvis omsætning i 2011 steg med 1,3 mia. kr. til en samlet omsætning på 4,4 mia. kr. Samtidig realiserede koncernen et resultat før skat på 67,1 mio. kr. En stor del af væksten skyldes, at det nordjyske selskab i den grad har vendt blikket mod udlandet.

- Resultatet for 2011 skal i høj grad tilskrives god indtjening i vores kerneforretning. Vi har med dygtighed haft succes med vores finansielle forvaltning, og efterspørgslen efter vores løsninger indenfor fysisk forvaltning af energi har været stigende – også internationalt. På et område som vindkraft blev vi i 2011 bekræftet i, at vores kompetencer og systemer til håndtering af el-produktionen fra vindmøller kan operationaliseres direkte på internationale markeder, da vi indgik kontrakt på mere end 600 MW installeret effekt vindkraft i Tyskland, fortæller direktør i Nordjysk Elhandel, Bo Lynge Rydahl.

I 2011 blev der også etableret samarbejde med det engelske handelsselskab Opus Energy om håndtering af vindkraft på de britiske øer, og de første Power Purchase Agreements med britiske vindkraftproducenter er indgået.

Fokus og strategi
- 2011 blev præget af store begivenheder i Nordjysk Elhandel. Der er kommet nyt ejerskab og koncernens klimaaktiviteter er blevet udskilt i et søsterselskab, NE Climate A/S. Der har været betragtelige engangsomkostninger forbundet hertil, som til gengæld har styrket likviditeten i Nordjysk Elhandel. Korrigeres for omkostninger til udskillelsen af klimaaktiviteterne, udgør det reelle resultat før skat 104,3 mio. kr., hvilket giver den stærkeste ordinære drift i selskabets historie. På den baggrund er det bestyrelsens vurdering, at regnskabet for 2011 er tilfredsstillende, forklarer bestyrelsesformand i Nordjysk Elhandel, Eigild Bødker Christensen.

- Siden selskabstransaktionen har vi arbejde intensivt med strategi. Baseret på vores erfaringer og know-how fra Danmark og det nordiske marked, har vi nu fastlagt nogle bestemte business drivers for vækst og langsigtede målsætninger. I samarbejde med bestyrelsen blev det besluttet at understøtte strategien igennem en optimering af koncernstrukturen og organisationen i Nordjysk Elhandel. Det er min klare overbevisning, at koncernen nu fremstår skarp og fokuseret på vækst, forklarer Bo Lynge Rydahl.

- Nordjysk Elhandels positionen som markedsleder indenfor handel og produktionsbalanceansvar for danske vindkraftproducenter og decentrale kraftvarmeproducenter blev konsolideret i 2011, og aktiviteterne på engroshandel og porteføljeforvaltning møder stadig større efterspørgsel i Danmark og internationalt, lyder det fra selskabet.

Værd at vide:
Nordjysk Elhandel er et uafhængigt handelsselskab dedikeret til handel og håndtering af kundernes produktion og forbrug af energi. Nordjysk Elhandel har aktiviteter på markederne for elektricitet, naturgas, CO2 samt en række associerede produkter, og forvalter store mængder fysisk og finansiel energi på de europæiske energimarkeder.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11