23948sdkhjf

Olieselskab får kritik for gasafbrænding i Nordsøen

Olieselskabet Total Energies, som er det største i den danske del af Nordsøen, benytter sig på Gorm-feltet af "rutineflaring". Det er bevidst afbrænding af naturgas.

Det viser oplysninger, som mediet EnergiWatch er kommet i besiddelse af.

Ifølge Total Energies udgør rutineflaring på Gorm cirka 30 procent af den samlede flaring under Dansk Undergrunds Consortium, hvor det franske selskab er operatør.

Tal fra Energistyrelsen viser, at der de seneste år er blevet udledt omkring 200.000 ton CO2 fra flaring i forbindelse med dansk olieproduktion.

Naturgassen eksporteres fra et andet felt til Gorm-feltet, hvor den brændes af. Dermed går energien ikke bare til spilde.

Flaring har også store, klimamæssige konsekvenser, da naturgas i vid udstrækning består af metan, som er omkring 25 gange mere potent end CO2.

Praksissen fremgår af en intern dialog mellem Energistyrelsen og Total Energies. En dialog, som EnergiWatch har fået aktindsigt i.

Total Energies anerkender problemet. Selskabet har et projekt undervejs, som skal simplificere Gorm-anlægget og omdirigere produktionen, så flaring kan undgås.

Men projektet er blevet udskudt til foreløbig 2023. Indtil da ventes den rutinemæssige flaring at fortsætte. Også selv om det ifølge Energistyrelsen ikke er acceptabelt.

Ifølge EnergiWatch har Total Energies ikke ønsket et interview om sagen. Men i en mail skriver selskabet, at man arbejder på en løsning, der potentielt kan reducere gasafbrænding med op mod 50 procent.

Som følge af sagen har Alternativet valgt at indkalde klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) til et samråd. Her bedes han redegøre for sagen.

Dan Jørgensen vil nu se på, hvad der kan gøres. Det siger han i en skriftlig kommentar til Ritzau.

- Det er selvfølgelig uacceptabelt at brænde naturgas af, hvis det ikke er en helt nødvendig sikkerhedsforanstaltning. Og regeringen ser nu på, hvad kan gøres for at komme det problem til livs, lyder det fra ministeren.

/ritzau/

Forsidefoto: Colourbox

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.102