23948sdkhjf

Bekymrede gaskunder overvejer andre muligheder

Energikoncernen Andel får flere henvendelser fra gaskunder, der er bekymrede over de høje energipriser.

Det har været en dyr vinter for de husejere, der varmer hjemmet op med et gasfyr.

Priserne på verdensmarkedet er løbet stærkt i vejret, og det har for nogle kunder betydet en varmeregning, der er blevet adskillige tusind kroner dyrere.

Det har fået mange til at overveje, om de fremover vil være afhængige af gassen.

- Vi mærker et øget antal henvendelser til kundecentrene, hvor der naturligt nok er flere, der spørger til mulighederne for at indgå nye aftaler og få en forklaring på, hvorfor priserne stiger, siger Jack Kristensen, der er funktionschef i Andel-koncernens energihandelsselskab, Seas-NVE.

Han kan endnu ikke se en tendens til, at kunder vælger gassen fra, eller at forbruget falder. Men mange har også først for alvor mærket prisstigningen efter nytår, hvor regningerne bliver sendt ud.

En del af kunderne, der henvender sig til Seas-NVE, vil gerne have et bud på, hvordan gaspriserne udvikler sig de kommende år.

- Dette er vi meget forsigtige med, for forholdene kan hurtigt ændre sig, siger Jack Kristensen.

Han fortæller, at gaslagrene i Europa blev tømt i løbet af vinteren, fordi der var koldere end normalt.

Samtidig har sommerens genåbning betydet en øget efterspørgsel efter gas i blandt andet Asien. Der er således eksempler på, at skibe med flydende gas er blevet omdirigeret fra europæiske til asiatiske havne.

Mens gasprisen i første halvår af 2021 lå stabilt omkring to kroner for en kubikmeter, steg den til fire kroner i september og sneg sig ifølge Dansk Energi lige inden jul helt op på 16 kroner.

Men så dyrt bliver det formentlig ikke at være gaskunde i 2022, vurderer Jack Kristensen.

- Jeg er forsigtig optimist, idet gaspriserne er faldet henover og efter julen og har tendens nedad, men der er stadig risici.

- En meget kold vinter i februar eller marts vil tære på lagrene og kan presse prisen op. Den helt store risiko er den potentielle konflikt i Ukraine, siger funktionschefen.

Gas er ikke den eneste energiform, der oplevede store prisstigninger i slutningen af 2021.

El steg også fra et niveau omkring 40 øre per kilowatttime til et niveau omkring 140 øre i december, og olieprisen gik fra 50 dollar per tønde i januar til 80 dollar i slutningen af november.

/ritzau/

(Forsidefoto: Colourbox)

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094