23948sdkhjf

Rekordregnskab: Affald er en guldgrube for dansk green tech-virksomhed

De stigende krav om grøn omstilling i Danmark og rundt om i Europa og globalt har ført til vokseværk hos den danske green tech-virksomhed Combineering, der kom ud af 2021 med det bedste resultat nogensinde samt en rekordhøj omsætning.

Årsregnskabet for 2021 viser således et resultat på 9,9 millioner kroner mod 2,3 millioner kroner i 2020, mens omsætningen voksede med 25 procent til 207 millioner kroner sammenlignet med 165 millioner kroner året før.

- Affald har i snart fire årtier været vores vigtigste ressource. Det er vi stolte af, fordi vi både kan være med til at gøre en positiv klimaforskel og samtidig drive en vækstforretning med et nærmest udtømmeligt potentiale. Jo flere tons affald, vi er med til genanvende, jo mere vokser vores forretning, siger finansdirektør Kim Bjørn Christensen fra Combineering i en pressemeddelelse.

Det er en kombination af fortsat skærpede lovkrav om affaldshåndtering og det generelt voksende pres for grøn omstilling væk fra fossil energi, som har ført til en vækst i efterspørgslen efter Combineerings løsninger.

Affaldsspecialister gennem fire årtier

Gennem fire årtier har Birkerød-virksomheden specialiseret sig i at give affald og restprodukter fra virksomheder nyt liv i form af nye råstoffer og ressourcer. Combineering aftager virksomhedernes affald og sørger herefter for produktion af de nye ressourcer. Disse bliver så matchet med virksomheder, der efterspørger slutproduktet.

- Vi er en udviklingsvirksomhed, og baseret på lovgivning udvikler vi cirkulære løsninger. Og fordi vi går på tværs af sektorer, så kan vi omdanne en virksomheds affald til en ny, alternativ ressource i en anden type af virksomhed, siger administrerende direktør Carsten Park Andreasen, Combineering.

At affald fra stort set alle sektorer har udviklet sig til en guldgrube for Combineering kommer ikke som en overraskelse for den administrerende direktør, der kom til i 2016, og som siden har været central i gennemførelsen af de følgende års generationsskifte i virksomheden.

- Vi har brugt årtier på at udvikle standardiserede løsninger inden for cirkulær affaldshåndtering – også før det blev et område under stor bevågenhed. Derfor har vi i dag de tekniske løsninger klar på hylden, ligesom vi besidder den juridiske ekspertise til at overholde lovgivning, eksempelvis at håndtere affald over landegrænser. På grund af vores historik kunne vi for to år siden lægge en langsigtet strategi om vækst og udvidelse af vores aktiviteter frem mod 2025, og i dag er vi allerede langt foran, siger Carsten Park Andreasen.

Skal være en milliard-forretning inden for tre år

Fremadrettet forventer Combineering en gennemsnitlig vækst på 40-45 procent i omsætningen, og Green Tech-virksomheden har kontrakter frem til 2025.

- Fordi vi kender fremtiden, tør jeg godt sige, at vi i 2025 har en plan om en omsætning på over 1 milliard kroner, siger Carsten Park Andreasen.

I forhold til årsregnskabet for 2021 hæfter han sig overordnet ved, at det er lykkedes at frembringe de gode resultater parallelt med strategien om vækst. Ebitda før særlige poster steg således til 14,2 millioner kroner i 2021 mod 9,8 millioner kroner i 2020. Ligeledes er likviditeten vokset ekstraordinært fra 6,3 millioner kroner i 2020 til 20,3 millioner kroner i 2021. Combineering har i dag cirka 40 ansatte og over 200 kunder i mere end 25 lande. Især områderne alternativ energi og farligt affald var med til at trække væksten sidste år, mens de andre forretningsområder, som materialer, biobrændsler og landbrug, også steg. 

Combineering A/S
mio. kr. 2021 2020
Nettoomsætning 206,7 165,2
Resultat af primær drift 11,5 7,7
Resultat før skat 12,4 3,1
Årets resultat 9,9 2,5
Balancesum 66,6 50,3
Egenkapital 26,3 19,7
Antal ansatte 34 28
Regnskabsåret blev afsluttet den 31. december 2021
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078