Affaldsanlæg fra Kronjylland skal lune i de norske fjelde
I Senja Kommune i den nordligste region i Norge har det lokale affaldsselskab Senja Avfall besluttet at investere i et 9,6 MW kraftværk til at styrke og fremtidssikre områdets varme- og elforsyning ved at afbrænde affald.
Kraftværket til Senja Avfall bliver designet og opført af Verdo. Udover opførelse af anlægget indeholder aftalen yderligere service af anlægget for en to-årig periode.
Lokationen gør, at der nogle særlige behov for forsyning i lokalområdet, og siden idé-fasen har Verdo haft dialog med Senja Avfall om at modne projektet, som også er afspejlet i løsningen.
- Vi har haft en rigtig god dialog med Senja Avfall om at afsøge mulighederne, så den praktiske løsning bliver fremtidssikret og passer ind i lokalområdets særlige behov, siger Bo Johansen, salgsdirektør i Verdo og tilføjer:
- Anlægget bygger på vores koncept for affaldsanlæg, men det bliver sat sammen på en ny måde – dels fordi der er stort behov for fleksibilitet i afbrændingen, dels forbi man ønsker at kombinere produktionen med el-produktion, og dels fordi man har et særligt behov for høj driftssikkerhed.
Sparsom infrastruktur
Den sparsomme infrastruktur i den nordlige del af Norge gør, at man i Senja Kommune er vant til at håndtere udfordringer lokalt. Derfor har det været særligt vigtigt, at det blev en lokalt forankret løsning, hvor man har mulighed for at afbrænde mange forskellige typer affald fra private husholdninger, industrien og hospitalsvæsenet.
Håndtering af de forskellige typer affald indgår i et cirkulært system. Affald bliver først sorteret og fragmenteret, så alle relevante materialer bliver genanvendt og kun den resterende del indgår i forbrænding, og på den måde opnår man den mest effektive udnyttelse af ressourcerne.
Den geografiske placering gør yderligere, at Senja Avfall har behov for stor fleksibilitet i fyringen. For den type af mindre, decentraliseret affaldsanlæg er der integreret flere avancerede teknologier for at sikre højere driftssikkerhed, som normalt kun ses på større anlæg, men som skaber værdi i Skandinavien og andre steder med tyndt befolkede områder og vanskelig infrastruktur.
- Vi har haft en grundig proces med Senja Avfall, hvor de har været med til at definere områder og processer med særlig opmærksomhed. Mange materialer og komponenter er valgt til for at sikre fleksibilitet og høj oppetid på anlægget. Der er en høj grad af redundans, hvilket vil sige, at man kan slukke for dele af anlægget samtidig med, at driften fortsætter, fordi man har ekstra komponenter til driftskritiske dele af anlægget, siger Bo Johansen.
Avanceret overvågning
Som en del af behovet for høj driftssikkerhed får affaldsanlægget en avanceret platform til at styre, regulere og overvåge processerne, hvor der er stillet højere krav til funktionalitet end normalt for denne type anlæg.
De forskelligartede forbrændingsmaterialer giver et øget fokus på overvågning af driften samt en større fleksibilitet i at styre og regulere anlægget ud fra den aktuelle afbrænding.
En samlet løsning for både software og hardware til SRO-anlægget, og valg af komponenter som kan supporteres lokalt gør, at systemet er yderligere sikret mod nedbrud.
- Vi har designet et SRO-system, hvor flere processer end normalt er automatiseret, og hvor hardwaren er dubleret. Det vil i praksis sige, at anlægget kan køre videre, selvom nogle komponenter er ude af drift. Det er en avanceret løsning, og vi forventer at bruge erfaringerne i kommende projekter, siger Bo Johansen.
Anlægget forventes at stå færdigt i 2024.