23948sdkhjf

Politisk flertal vil gøre op med 380.000 gasfyr i Danmark

Et politisk flertal vil stoppe nyinstallation og arbejde for at udfase de omkring 380.000 miljøskadelige gasfyr, der er i Danmark.

Det fremgår af aftale, som præsenteres fredag formiddag i Klimaministeriet.

- Vi vil bruge 250 millioner kroner på at udfase gas som opvarmningskilde i Danmark, så de i stedet får grøn fjernvarme som det primære.

- Vi vil arbejde for et stop for nyinstallation af gas i Danmark. På sigt skal vi helt af med gas som opvarmningsform. Det skal simpelthen ikke være muligt at installere, siger klima- og energiminister Dan Jørgensen (S).

Det skyldes, at der er opvarmningsformer, som er langt bedre for klimaet end gasfyr.

Det er ikke noget, der kan forbydes i Folketinget, da der er EU-regler, der tillader handel med gas i hele unionen.

Derfor bliver klimaministeren pålagt at tage det op med EU-Kommissionen.

- Det er ikke noget, vi bare lige kan forbyde i Folketinget, da det er reguleret af EU. Men på grund af denne aftale tager jeg til Bruxelles og forhandler med EU-Kommissionen med mulige veje om at få dette til at ske, siger han.

Regeringen skal nu lave en konkret plan og sætte en dato for, hvornår det skal være slut med at opvarme sit hus med gas.

Der er allerede et analysearbejde i gang, og regeringen forpligtes til at komme med en plan som led i et nyt energi- og forsyningsudspil i 2022.

Det er bedre for klimaet, borgernes økonomi og sikkerhedssituationen i Europa, hvor flere lande er afhængig af russisk gas, pointerer klimaordfører Rasmus Helveg Petersen (R).

- EU importerer halvdelen af sin energi, men vi kan lave den selv. Vi står i en situation i Danmark, hvor vi kan lave al rumvarme selv, men vi vælger at bruge gas, siger han.

Han forventer, at det vil betyde en reduktion af udledningerne med hundredtusindvis ton årligt.

Aftalen er indgået mellem regeringen samt SF, De Radikale, Enhedslisten, Frie Grønne, Alternativet og Kristendemokraterne.

Den er del af en samlet aftale om at give en check til de omkring 320.000 husstande, som er ramt af stigende energipriser.

Der sættes over en milliard kroner af til den del.

Gas er en fossil energiform, så den del af aftalen understøtter, at folk bruger gas, som ikke er den mest miljøvenlige opvarmningsform.

Ministeren erkender, at det er en pudsig situation.

- Det er underligt. Men det er en meget unik situation og ikke noget, vi håber sker igen. Derfor har aftalen også to ben. Vi hjælper dem, der er hårdt ramt nu.

- De kan ikke bruge til meget, at vi på Christiansborg siger, at det skulle de have tænkt på og ikke have gasfyr.

- Men vi ser også fremadrettet og vil udfase de her gasfyr, siger Dan Jørgensen.

Det vigtigste i aftalen er, at man dropper fossil naturgas ifølge Dansk Energi.

– Den eneste reelle vaccine mod vanvittige energipriser er grøn omstilling. Naturgassen skal ud, den grønne strøm skal ind, og den udvikling skal speedes op. Vi skal have mere vedvarende energi. Vi skal have varmepumper og grøn fjernvarme.

- Det er godt, at aftalen siger, at der skal lægges en klar plan for udfasning af naturgas. På den måde kan vi helt grundlæggende undgå varmechecks og lappeløsninger i fremtiden, og kunderne ved, hvad de skal sigte efter, siger direktør Lars Aagaard.

/ritzau/

Kommenter artiklen (2)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095