23948sdkhjf

Vind og fjernvarme skal løse fremtidens energiudfordringer

Det er overskriften, når det nordjyske energinetværk Hub North sammen med FleksEnergi inviterer til energitopmøde i Aalborg den 28. juni med deltagelse af bl.a. Martin Lidegaard.
Danske beslutningstagere og eksperter som klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard, repræsentanter fra Dong Energy, Dansk Fjernvarme og DI Energibranchen samles den 28. juni i Aalborg for at diskutere fremtidens energisystem.

Særligt sætter de fokus på kombinationen af vindenergi og fjernvarme. Her ligger nemlig et stort potentiale for at nå de ambitiøse mål i det nye energiforlig. Danske vind- og fjernvarmevirksomheder besidder helt unik viden, kompetencer og teknologier på begge områder, som kan og bør drages i spil, skriver arrangørerne i en pressemeddelelse.

Mindre CO2-udslip kræver indsats
I regeringens nye energiforlig, er der lagt op til en kraftig reducering af det danske CO2-udslip. Det mål skal bl.a. nås ved en massiv satsning pa vindmøller og biogas frem for kulkraftværker. F.eks. skal ca. 50 % af det danske elforbrug dækkes af vindenergi inden 2020, og 35 % af det samlede energiforbrug skal kunne dækkes af vedvarende energikilder.

Det stiller store krav til fremtidens energisystem. I dag har Danmark en stor overproduktion af vindenergi i ikke spidsbelastningsperioder, som bliver solgt til udlandet, mens der til gengæld indkøbes en stor mængde strøm i spidsbelastningen, der dels eller primært er produceret ved kulkraft. Den model er naturligvis ikke hensigtsmæssig på længere sigt. Hvis de danske fjernvarmeværker derimod kan aftage strømmen, kan den forbruges i Danmark og derved komme de danske forbrugere til gavn.

- Fjernvarme kan udnytte alle tænkelige energikilder. Og tilmed gemme sol fra solskin til gråvejr og vind fra blæsevejr til vindstille og tilmed producere el, når det er nødvendigt. Faktisk rummer alene de decentrale fjernvarmeværker en lagerkapacitet for vindmølleenergi svarende til 458.000 elbilers batterier. Det skal udnyttes endnu bedre i fremtidens energisystem til gavn for klimaet, for forbrugerne og for erhvervslivet. Der er et kæmpe potentiale lige for næsen af os for endnu bedre udnyttelse af vind og andre vedvarende energikilder, end vi gør i dag, siger direktør Kim Mortensen fra Dansk Fjernvarme, som er blandt talerne ved energitopmødet.

Kæmpe mulighed for erhvervslivet
Erhvervspotentialet ved at udvikle den teknologi og de rammebetingelser, der skal til for at realisere tanken, er ikke til at tage fejl af:

- Den ambitiøse grønne omstilling og modernisering af det danske energisystem leder til fornyet innovation og aktivitet i energibranchen. Det vil yderligere cementere Danmarks og danske virksomheders internationale førerposition og tiltrække udenlandske kunder og investorer. Det danske samfund er både en væsentlig kunde og et vigtigt demonstratorium for avancerede grønne løsninger, siger branchedirektør Hans Peter Slente fra DI Energibranchen, der også er blandt talerne på energitopmødet.

Hub North og FleksEnergi arrangerer topmødet, og de forventer et stort antal deltagere. Derfor er tilmeldingen efter først til mølle princippet.

Læs mere her: Energitopmøde 2012

Hub North
Hub North er et projekt, der har til formål at synliggøre, forene og styrke den nordjyske vindmølleindustri ved generelt at varetage branchens interesser. Projektansvarlig er Aalborg Samarbejdet, og projektet finansieres desuden af EU’s Socialfond, Aalborg Havn, Aalborg Erhvervsråd, FORCE Technology, Væksthus Nordjylland og Aalborg Universitet.

FleksEnergi
FleksEnergi er et nordjysk netværk, der skal fremme samarbejdet mellem aktører i fjernvarmesektoren med henblik på at udveksle viden og erfaring, optimere produktion og distribution af varme, styrke virksomhedernes konkurrencedygtighed og eksportmuligheder samt skabe vækst og nye arbejdspladser.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094