23948sdkhjf

Leverandør til verdens største telekommunikationsselskab

Den nordjyske virksomhed Dantherm Power skal leverer 50 brændselscellesystemer til det kinesiske teleselskab China Mobil, der er verdens største.
Efter en ihærdig indsats er det lykkedes Dantherm Power i Hobro at få en ordre på ikke mindre end 50 nødstrømsforsyninger i hus med verdens største telekommunikations selskab, China Mobile, der har 670 millioner abonnenter og sidder på omkring 70 procent af markedet på det kinesiske fastland.

Dantherm Power ser leverancen af de 50 nødstrømsforsyninger, der er baseret på brændselsceller og brint, som en første prøveordre med meget spændende perspektiver.

- Vellykket installation og drift af de 50 systemer forventes at føre til kommerciel implementering af Dantherm Power-systemerne i en betydelig del af China Mobiles netværk, oplyser Dantherm Power.

Aftalen er kommet i stand gennem Azure, Dantherm Powers partner i Kina, efter flere års tæt samarbejde.

Erstatter blysyrebatterier
De 50 nødstrømssystemer, af modellen DBX2000, bliver leveret af Dantherm Power til installation i 30 basestationer. Installationen begynder i juni og forventes at løbe i flere måneder.

Installation kommer til at foregå forskellige steder i Kina - herunder Beijing, Shanghai, Shenzhen og Xinjiang.

- Azure har modtaget formel tilkendegivelse fra China Mobile på testen, som vil fokusere på integration og holdbarhed af brændselscellesystem som en udbredt erstatning for eksisterende blysyrebatterier placeret på udendørs telecom-basestationer inden for China Mobiles netværk, oplyser Dantherm Power.

China Mobile er aktiv i udviklingen og anvendelsen af miljøvenlige løsninger med lav CO2 udledning, og anvendelsen af brændselscelle-nødstrømsløsninger bliver en del heraf.

Om Dantherm Power
Dantherm Power udvikler og producerer nødstrømssystemer og mindre kraftvarmesystemer baseret på brændselscelleteknologi. Dantherm Power har hovedsæde i Hobro, og er ejet af Ballard Power Systems, Dantherm A/S og Danfoss A/S.

Dantherm Powers udvikling af brændselscellesystemet er foregået med støtte fra det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram, EUDP, under den danske Energistyrelse. Større teknologiske gennembrud blev desuden gjort mulige af det dansk-canadiske samarbejdsprojekt ”CanDan” med støtte fra EUDP.

Nødstrømforsyningen DBX2000 hører til blandt de brændselscelleprodukter Dantherm Power har udviklet under CanDan programmet.



Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.085