Landstrøm på vej i Kolding Havn
Kolding Havn har en målsætning om at være CO2-neutral senest i 2030. Derfor har havnen netop entreret med et rådgivende ingeniørfirma, der skal hjælpe med at projektere tilslutningsmuligheder for landstrømsanlæg på havnen samt arrangere en udbudsrunde. Projektet omfatter også, hvordan havnens kraner kan elektrificeres.
- Hele idéen er, at skibe i havn skal tilsluttes strøm og dermed slukke for forurenende dieselmotorer ombord - samtidig indtænker vi havnens nuværende og fremtidige kraner med el-drift, så gevinsten for miljøet bliver størst mulig. Jeg ser dette som et vigtigt skridt for Kolding Havn frem mod målet om at være CO2-neutral senest i 2030, siger Birgitte Munk Grunnet, bestyrelsesformand for Kolding Havn i en meddelelse om projektet.
Læs også: Lovgivning dræber grøn omstilling på Kolding Havn
Den samlede investeringsramme for projektet er godt 15 mio. kroner.
Projektet forventes at give betydelige miljøforbedringer i den bynære havn.
- Når vi er færdige med anlægget og skibene kan tilsluttes, vil vi forhindre udledning til nærmiljøet fra omkring 400.000 liter diesel årligt – strømmen på kajen købes fra danske vindmøller og er derfor CO2-fri, fortæller siger havnedirektør Anders Vangsbjerg Sørensen og uddyber:
- Til de ikke-elektriske kraner implementerer vi biobrændstof i stedet for traditionel diesel – den såkaldte HVO-diesel. Det er en overgangsordning, som sikrer betydelig mindre CO2-udledning, indtil vores krandrift er helt elektrificeret.
Havnedirektøren er dog også bekymret for, om de nødvendige komponenter til projektet kan skaffes i tide.
- Når vi ved, hvad projektet koster, skal havnebestyrelsen formelt forholde sig til et konkret tilbud og formodentligt nikke OK. Min største bekymring er, at det tilsyneladende kan være vanskeligt at skaffe de nødvendige komponenter. Forudsat alt falder i hak, er vi klar senest ultimo 2025, siger Anders Vangsbjerg Sørensen til Søfart.