Alarmerende behov for grønne teknologier
Hvis den globale temperaturstigning skal holdes inden for to grader, skal der satses endnu mere på grønne teknologier. Det mener det Internationale Energi Agentur (IEA).
- Globalt set er vi slet ikke gode nok til at implementere de grønne teknologier, der er bydende nødvendige for at sikre den grønne omstilling. Behovet er ganske enkelt alarmerende, sagde Maria van der Hoeven, generaldirektør i IEA, ifølge Ingeniøren.
IEA kritiserer især den enorme støtte til fossile brændsler, som er en forhindring for overgangen til grønne energiteknologier som vind, sol, vand og - set med klimaøjne - atomkraft.
Tre afgørende faktorer
Hvis planerne om en grøn omstilling i det globale energisystem skal lykkes peger IEA ifølge Ingeniøren på tre afgørende faktorer:
For det første skal energipriserne afspejle produktionsomkostningerne, hvilket vil betyde et farvel til tilskud på over 400 milliarder dollars til fossile brændsler samt indførslen af en global pris på at udlede CO2.
Dernæst skal der låses op for potentialet i grønne energiteknologier.
Og endelig skal verdens lande øge den offentlige støtte til udviklingen af eksisterende og helt nye energiteknologier markant.
IEA peger, ifølge Ingeniøren, generelt på, at hvor nutidens fossile energisystem er centraliseret og ensrettet, skal vi have skabt et system, der spiller på mange retninger, og hvor adskillige teknologier skal arbejde tæt sammen. Det skal ruste os til et energiforbrug, der forventes fordoblet til 45.000 TWh i 2050.
IEA vurderer, at der er 80 procent sandsynlighed for, at det lykkedes at holde temperaturstigningen inden for to grader.