Norsk oliefond trækker sine milliarder ud af Rusland
Norges oliefond vil begynde af afvikle sin milliardinvesteringer i Rusland.
Det oplyser den norske statsminister, Jonas Gahr Støre, på et pressemøde søndag aften i Oslo, skriver nyhedsbureauet NTB.
Norges oliefond ejer aktier i 47 forskellige russiske virksomheder og har desuden russiske statsobligationer.
Det havde en samlet værdi af 25 milliarder norske kroner ved udgangen af 2021, oplyser regeringen ifølge Reuters. Det svarer til 18,6 milliarder danske kroner.
Den norske avis Dagbladet Børsen fastsatte i en artikel fredag værdien af oliefondens investeringer i Rusland til 27 milliarder norske kroner eller lidt over 20 milliarder i danske kroner.
- Målet er at trække oliefonden helt ud af det russiske marked, siger Norges finansminister, Trygve Slagsvold Vedum.
På søndagens pressemøde meddeler regeringen også, at den vil afsætte op mod to milliarder norske kroner til humanitær hjælp til Ukraine.
Norge vil også sende militært udstyr til Ukraine, men der bliver ikke tale om våben.
- Der er en lang tradition i Norge for ikke at eksportere forsvarsmateriel til lande i krig, siger Støre.
Men nu er der tale om en "ekstraordinær situation". Og derfor har regeringen vurderet, at det vil være rigtigt af Norge at give militært beskyttelsesmateriale, tilføjer han.
- Vi har vurderet den liste, som Ukraine har overleveret, og i dag besluttede vi at give militært udstyr som hjelme, beskyttelsesveste og anden udstyr der er brug for, når en voksen mandlig befolkning skal forsvare landet, siger Støre ifølge NTB.
Danmark og Sverige har begge meddelt søndag aften, at de sender panserværnsvåben til Ukraine.
/ritzau/