Danfoss er mester i at spare på energien
Danfoss slår meget på, at virksomheden hjælper sine kunder med at spare på energi og på CO2-udledning. Men virksomheden fejer faktisk også for sin egen dør på det område.
Fra 2007 til 2021 er energiproduktiviteten, altså produktionen pr. energienhed, mere end fordoblet. Energiproduktiviteten er øget med 104 procent. Det fremgår af Danfoss' årsrapport 2021, som netop er offentliggjort.
Danfoss havde et mål om at nå en fordobling i 2030, men målet er altså nået 9 år før tiden. Derfor vil virksomheden i løbet af 2022 sætte sig nye mål for energieffektivitet.
Grøn i hele værdikæden
I årsrapporten understreger Danfoss, at koncernen vil decarbonisere sin produktion inden 2030, altså bringe CO2-udledningerne ned til nul.
Det kræver også at udledningerne bliver bragt ned i forsyningskæderne. Danfoss skriver, at firmaet vil "fortsætte med at investere i bæredygtighed og forbedre sit klimaaftryk (..) og udvide sin robuste tilgang til at omfatte hele værdikæden."
Konkret opgør Danfoss, at 25 procent af virksomhedens elforbrug i dag er CO2-neutralt, altså stammer fra vedvarende energikilder som sol, vind og vandkraft.
CO2-belastningen fra Danfoss' energiforbrug er nedbragt 42 procent i forhold til 2007.