Endnu et vigtigt mål på energiområdet er nået
Det danske formandskab forhandler aftale på plads med Europa-Parlamentet, der stiller EU-landene stærkere, når der laves aftaler om olie- og naturgasleverancer med lande udenfor EU.
- Vi får med aftalen et styrket samarbejde til gavn for det indre energimarked og forsyningssikkerheden i EU. Det er et vigtigt resultat for EU og for det danske formandskab, siger klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard.
Beslutningen vil ifølge Klima-, energi- og bygningsministeriet bidrage til...
1) at sikre, at indgåede aftaler respekterer det indre markeds regelsæt
2) at styrke gennemsigtighed og solidaritet
3) at forbedre medlemsstaternes individuelle og kollektive forhandlingsposition i forhold til lande udenfor EU.
Styrker EU-landene
- Jeg er meget tilfreds med, at det er lykkedes at opnå en aftale med Europa-Parlamentet i denne sag. Med aftalen styrkes informationsudvekslingen mellem medlemsstaterne – og vi får et bedre overblik i EU over mellemstatslige aftaler for import af olie, gas og elektricitet. Beslutningen stiller samtidig EU-landene stærkere i forhandlinger med lande uden for EU, og det kan særligt blive en fordel for de mindre medlemsstater, siger klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard.
Aftalen betyder, at EU-landene skal informere Kommissionen om mellemstatslige aftaler på energiområdet med lande udenfor EU, hvis aftalerne kan have indflydelse på det indre energimarked eller forsyningssikkerheden i EU.
Hvis et EU-land for eksempel ønsker at indgå en mellemstatslig aftale som baggrund for f.eks. import af naturgas, kan det anmode om, at Kommissionen deltager som observatør i forhandlingerne. Det kan også spørge Kommissionen om en foreslået aftale overholder reglerne for det indre energimarked.
Beslutningen vedrører alene aftaler indgået mellem lande og ikke mellem kommercielle operatører på energiområdet.