Rio: Finanskrise er ingen undskyldning
Finans- og gældskrise er ingen undskyldning for at udskyde nedskæringer i energiforbrug.
Men mangel på penge vil være en dårlig undskyldning for ikke at begynde på de nødvendige nedskæringer i energiforbrug og CO2-udledninger. Det viser erfaringerne fra dansk styrede projekter med energioptimering.
- Vi har nu lavet energioptimering og energistyring i både Europa, Mexico og flere afrikanske lande, og erfaringen er helt klart, at løsningerne betaler sig selv så hurtigt tilbage, at finansieringen ikke kan bruges som undskyldning for ikke at gå i gang nu, siger Michael Mikkelsen, der er administrerende direktør i Scanenergi A/S, der er eksperter i energioptimering og deltager i Rio+20 topmødet.
Tjent ind på bare to år
Ved energioptimering styrer man forbrug af energi gennem intelligent software. Samtidig analyserer man de kritiske punkter i en virksomheds energianvendelse, hvorefter de overdimensionerede eller forældede komponenter udskiftes med tilpassede og tidssvarende modeller. Derefter kommer arbejdet med at øge de ansattes opmærksomhed på energiforbruget.
Resultatet er reducerede energiregninger på helt op til 23 pct. – og dermed en betydeligt mindre CO2-udledning – uden at beskære hverken produktion eller fx klimakomfort i en bygning. Det viser erfaringerne fra Scanenergis projekter.
- På mange selv store projekter, hvor besparelserne ligger på flere millioner, er tilbagebetalingstiderne nede på både tre og to år. Det er så kort, at for langt de fleste virksomheder vil finansieringen ikke være et problem. Ofte vil energioptimeringsvirksomheder som vores være klar til at stå for finansieringen i den korte periode, indtil projektet er tilbagebetalt, netop fordi det går så stærkt, og risikoen ved at låne pengene ud er meget lille, siger Michael Mikkelsen fra Scanenergi.
Cases fra Mexico og Portugal
Scanenergi deltager på FN-konferencen for bæredygtig udvikling i Rio de Janeiro i Brasilien i denne uge, hvor virksomheden bl.a. bidrager med to cases på et symposium arrangeret af organisationen Act NOW.
Casene er fra to bryggerier i henholdsvis Mexico og Portugal. Her er det lykkedes at spare henholdsvis 12 og 20 pct. af energiomkostningerne og 4.000 og 7.500 tons CO2 om året, uden at produktionen er faldet eller blevet fordyret.
På symposiet deltager blandt andet den danske klima- og energiminister Martin Lidegaard, klimakommissær Connie Hedegaard og Bryan Jacob, der er direktør for energistyring og klimabeskyttelse i The Coca-Cola Company og del af Al Gores Climate Project.