23948sdkhjf

Grøn varme fra biomasse i Kalundborg

Planer om at forsyne Kalundborg Kommune med varme og industrien med damp baseret på lokalt affald og biomasse har skabt et nyt samarbejde mellem Dong Energy og en række lokale aktører.
Kalundborg Kommunes affald og biomasse fra både industri, landbrug og husholdning skal omdannes til grøn energi og varme. Det er visionen for et nyt samarbejde mellem Dong Energy, Novo Nordisk, Novozymes, Kalundborg Varmeforsyning og Kalundborg Kommune, der nu konkret analyserer mulighederne for et bæredygtigt koncept med nye teknologier. Projektet kaldes KINEC, som står for Kalundborg Integrated Energy Concept.

- Projektet her illustrerer, hvordan et langvarigt lokalt samarbejde kan føre til et innovativt koncept, som vil være det første af sin art i verden. Og jeg er utrolig glad for, at vi nu har besluttet i fællesskab at analysere ideen til bunds, siger koncerndirektør i Dong Energy, Thomas Dalsgaard.

Biogas på Asnæsværket
Grundideen bag projektet er, at Asnæsværket skal ombygges til at fyre med blandt andet lokalt produceret biogas fra gylle, halm, spildevandsslam og husholdningsaffald. Derudover vil to nye teknologier udviklet af Dong Energy samt et eller flere konventionelle biogasanlæg indgå i projektet. Formålet er at sikre en bæredygtig udnyttelse af biomassen, hvor man trækker al energien ud af biomassen, inden man fører den tilbage til landbrugsjorden som brugbar gødning.

Det passer godt ind i Kalundborg Kommunes vision om en grøn industrikommune.

- Særligt det, at det er demonstrationsteknologier, der sammen med biogas skal være grundpillen, gør det til et initiativ, der igen sætter fokus på Kalundborgs position som udviklingsbase for ny grøn teknologi, og som bidrager væsentligt til de aftaler, kommunen har indgået omkring reduktion af CO2, siger Kalundborg Kommunes borgmester Martin Damm.

Fra gærslam til grøn varme
Novo Nordisk har som en af partnerne en ambition om, at al den energi, som bruges på fabrikken i Kalundborg, skal komme fra vedvarende energi. Dette realiseres i det klimapartnerskab, selskabet indgik med Dong Energi i maj 2007. Og med virksomhedens tradition for at indgå partnerskaber, har det været naturligt at se mod Dong Energy og de andre klimapartnere i Kalundborg, for at finde en fælles løsning.

- Vi har store forventninger til, at vi i samarbejde med parterne i projektet kan opnå en bæredygtig, grøn forsyning af damp og varme. Vores eget gærslam, et affaldsprodukt fra gæringer af insulin, er særdeles velegnet til produktion af biogas, siger produktionsdirektør i Novo Nordisk, Per Valstorp.

Dong Energy har således også indgået partnerskaber med Novozymes og Kalundborg Kommune, og partnerskaberne har været en vigtig drivkraft i visionerne om at skabe en bæredygtig og fremtidssikret løsning. Hos Novozymes ser man projektet som endnu et skridt mod energibesparelser og med perspektiver for et bioraffinaderi på længere sigt.

- KINEC-projektet er et godt eksempel på, hvordan man kan bruge rest-biomasse til at erstatte de fossile brændstoffer. Med et skarpt fokus på energibesparelser i vores produktion udleder vi i dag mindre CO2 end tidligere fra vores produktion, og projektet her kan blive endnu et godt skridt på den vej, siger Flemming Funch, direktør for Kvalitet, Miljø og Arbejdsmiljø i Novozymes.

Parterne har netop besluttet at igangsætte en analysefase, der vil forløbe frem til december 2012. Hvis projektet realiseres, tænkes anlæggene opført over en årrække således, at varmen delvist kan produceres på grøn gas allerede fra omkring 2016 og i 2020 vil være fuldt udrullet.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125