Cowi indgår partnerskab om grønne gasser, PtX og CCS
Cowi og Dansk Gasteknisk Center (DGC) har netop indgået et strategisk partnerskab, hvor de to rådgivere vil inddrage hinanden i PtX- og CCS-projekter.
- Cowi er med i hele værdikæden inden for brint, CO2 og eFuels – fra den grønne strøm til de færdige brændstoffer. Det kræver et bredt spænd af kompetencer, men også dyb specialistviden, og derfor er partnerskaber som dette helt afgørende, hvis vi skal kunne levere ordentlig rådgivning på projekter i den skala og kompleksitet, der er behov for, siger Jens Bjørnmose, direktør for grøn omstilling i Cowi, om det netop indgåede parnerskab.
Netop projekternes størrelse er en af årsagerne til, at DGC ser store fordele i at alliere sig med Cowi.
- Vi har haft en række samarbejder det seneste års tid og oplevet stor synergi. Sammen kan vi afgive mere attraktive tilbud og levere større værdi til kunderne. Nu bygger vi oven på de gode erfaringer med et mere formaliseret partnerskab, som passer godt ind i vores mangeårige strategiske arbejde med at dreje gassystemet i en grøn retning, siger Thea Larsen, administrerende direktør i DGC.
Praktisk erfaring
Hos Cowi og Jens Bjørnmose er det blandt andet DGC's store praktiske erfaring med gasser og brint, der har virket tillokkende.
- DGC er en hands-on specialistrådgiver med værdifuld erfaring inden for blandt andet brint. De er eksperter i gasmålinger og -sikkerhed og har derfor nogle helt centrale kompetencer, når de store ambitioner om grønne gasser skal omsættes i praksis, siger han.
Som led i den netop indgåede politiske aftale om en national PtX-strategi skal Danmark eksempelvis etablere en brintinfrastruktur til transport af brint i rør, der så vidt muligt skal gøre brug af de nuværende naturgasledninger.
Brint er en hidtil uprøvet energibærer i det danske forsyningsnet, men DGC har i en årrække lavet forsøg med injicering af brint i netop det eksisterende naturgasnet.
- DGC har sammen med Evida og Energinet som de eneste i Danmark arbejdet med brint i forsyningssammenhæng i næsten 20 år, og vi vil derfor kunne byde ind med stor erfaring i opbygningen af den nye infrastruktur – et partnerskab med Cowibetyder, at vores viden kommer i spil på flere projekter, end vi ellers kunne have budt på, siger Thea Larsen, administrerende direktør i DGC.
Med på metaniseringsprojekter
Set i lyset af krigen i Ukraine og fokus på at gøre Europa og Danmark uafhængig af russiske gasforsyninger, forventes den danske udbygning med biogas at blive accelereret den kommende tid.
Også her skal partnerskabet bringes i spil.
- Her kan metaniseringsprojekter få en væsentlig betydning, og også for disse opgaver kan det være fornuftigt, at DGC fremover byder ind sammen med Cowi, der har kapaciteten til at gabe over de store projekter, siger Thea Larsen.
Partnerskabet er ikke eksklusivt og forhindrer således ikke parterne i at byde på projekter separat eller i selskab med andre konsortier. Samtidig åbner partnerskabet også for, at øvrige aktører kan indgå i bud sammen med Cowi og DGC.