23948sdkhjf

FNs klimapanel peger på vind og sol: Danmark er klar

Det kræver mere sol og vind, energieffektive løsninger og teknologier som fangst og lagring af CO2, hvis vi skal leve op til Parisaftalens målsætning om at holde os under 1,5 grads temperaturstigning.

Det slår FN’s Klimapanel IPCC fast i tredje delrapport, der fokuserer på mulighederne for at reducere verdens udledning af drivhusgasser.

Rapporten peger på flere løsninger. Der er blandt andet behov for at omstille energisystemer til at bruge mere sol- og vindenergi, udnytte energien mere effektivitet og benytte nye, grønne teknologier til at fjerne CO2 fra atmosfæren. 

Og Danmark står netop klar med løsningerne, lyder det fra nærmest alle afkroge af den danske energisektor - og klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen.

- Heldigvis har Danmark længe investeret i de værktøjer, der ifølge IPCC er en del af løsningen. Vi får grøn strøm fra vores vindmøller og solceller, ligesom vi er verdensførende i energieffektivitet – og har de samme store ambitioner, når det gælder fangst og lagring af CO2, siger klimaminister Dan Jørgensen.

Kræver investeringer

Hos Green Power Denmark er man klar til at smøge ærmerne op og kæmpe for klima-førertrøjen og vise vejen for produktionen af grøn energi både til lands og til vands. Men politikerne må til lommerne.

- Vi har løsningerne, men der skal investeres massivt i at sætte vindmøller, solceller og infrastruktur op, og tempoet skal forceres, siger viceadministrerende direktør i Green Power Denmark, Jan Hylleberg og fortsætter:

– Danmark skal elektrificere for fuld kraft med grøn strøm, og vi skal opbygge en Power-to-X-industri i verdensklasse, der kan levere grønne brændsler til skibe, fly og lastbiler – også udenfor Danmarks grænser. Vi er godt på vej, men mere tempo kræver, at danske politikere går forrest og sætter de rigtige rammer.

Fakta om FNs Klimapanel og rapporten

Rapporten er tredje del af den sjette hovedrapport fra FN’s Klimapanel IPCC. Den første delrapport blev udgivet i august sidste år og omhandlede omfanget af klimaforandringerne og temperaturstigningen, mens den anden delrapport omhandlede konsekvenserne af klimaforandringerne og behovet for klimatilpasning.

  • The Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC) blev oprettet af FN's særorganisationer for meteorologi (WMO) og miljø (UNEP) i 1988.
  • Cirka hvert 7. eller 8. år udgiver IPCC en opsummering af den videnskabelige litteratur inden for klimaforskning og viden om klimaændringer. Forskere fra hele verden bidrager til rapporterne.
  • Klimapanelets sjette hovedrapport er delt op i tre delrapporter og en samlet synteserapport, som udkommer til efteråret.
  • Den første delrapport udkom i august sidste år og gav en status på klimaets tilstand, mens anden delrapport blev udgivet i februar i år og havde fokus på konsekvenserne ved klimaforandringerne samt mulighederne for tilpasning.
  • Den tredje delrapport beskriver mulighederne for at begrænse udledningen af drivhusgasser og peger på teknologiske løsninger, der kan hjælpe med dette.
  • Til efteråret udkommer en synteserapport der afslutter IPCC’s sjette Hovedrapport. Rapporterne spiller ind i klimaforhandlingerne ved COP27.

Kilde: Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094