23948sdkhjf

Forsyningsselskaber har bestilt specielle kloakdæksler til Tour De France

Verdens bedste cykelryttere skal drøne på den danske asfalt, når Tour De France gæster Danmark mellem 1. og 3. juli.

Men de toptrænede atleter bliver ikke det eneste specielle på vejene. Kloakdæksler er blevet speciallavet til begivenheden, og derfor vil man i nogle cykelbyer kunne se det eksklusive Tour De France-logo i dækslet. Den sorte pakning er desuden skiftet ud med en gul, da løbets førende rytter vil optræde i denne farve.

- Pakningerne har vi fra Norge og Sverige, hvor de bruger dem i et vores brands. I Danmark er den gule farve synonymt med gas, men lige præcis til Tour De France passer farven fremragende, siger Hans Lykke Jensen, der er adm. direktør ved Randers Jernstøberi, som har fået produceret kloakdækslerne.

Rytterne lægger ikke mærke til det

Det vækker glæde hos fremstillingsvirksomheden at sætte sig præg på den danske tour-start.

- Det er jo sjovt at være en del af verdens største cykelløb. Alle kender logoet og ved, hvad det betyder, fordi det kører på skærmen hele sommeren. Man er jo et produkt af, man laver, og jeg synes, det er sjovt, hvis tilskuere og seere lægger mærke til det, siger Hans Lykke Jensen og tilføjer:

- Det er ikke sikkert rytterne lægger mærke til det, når de kører forbi, men det er der sikkert mange andre, der gør.

Randers Jernstøberi har produceret kloakdækslerne for forsyningsselskaberne Arwos og Hofor, som står for spildevandforsyningen i henholdsvis Aabenraa og hovedstadsområdet.

Tilladelse til at bruge TDF-logoet

Cykelrytterne skal cykle enkeltstart i København på 1. etape, mens rytterne tager afsked med Danmark fra Sønderjylland, hvor 3. etape kører igennem Aabenraa.

Men på 2. etape bliver man ikke snydt for de karakteristiske kloakdæksler, da Roskilde, Lejre og Holbæk også har fået dem produceret – dog ved et andet støberi.

- Det er selvfølgelig med sort pakning. Jeg synes jo ikke, at de er lige så pæne som vores, siger Hans Lykke Jensen muntert.

Forsyningsselskaberne har søgt om tilladelse til at bruge Tour De France-logoet og har desuden fået lov til at bringe deres eget virksomhedsnavn på dækslet sammen med logoet. Randers Jernstøberi har derimod skrevet under på, at de ikke må bruge logoet som led i deres markedsføring.

- Det er ligesom, man heller ikke må skrive, at man er kongelig hofleverandør. Brandet er noget, de passer meget på, siger Hans Lykke Jensen.

Specielle dæksler 

Disse kloakdæksler var en uvant opgave for Randers Jernstøberi, men det er ikke noget særegent for fremstillingsvirksomheden at producere kloakdæksler med en anderledes karakter. I København ligger der eksempelvis kloakdæksler med et klimasymbol, mens Legoland har kloakdæksler med deres logo. Desuden ligger der tusindvis af forskellige logo-dæksler med byvåben og lignende rundt i hele landet.  

- Det har ikke adskilt sig fra andre opgaver. Når man har et billede af logoet, så skaber vores udviklingsafdeling en 3D-profil, og så handler det om give mønsteret de rigtige dybder for at få en 3D-effekt på dækslet, fortæller Hans Lykke Jensen, som desuden mener, det giver god mening at bruge specielle kloakdæksler til lige præcis et cykelløb.

- Det foregår på vejene, så det er meget naturligt. Nogle virksomheder er lidt tilbageholdne med at bruge deres logo til et dæksel, da de ikke vil have, folk træder på det.

Kloakdækslerne blev lagt i asfalten i slutningen af marts i Aabenraa.

Her er den driftsansvarlige hos Arwos særlig tilfreds med den gule kant, og at forsyningsselskabet har fået tilladelse til at bruge logoet.

- Det er vi selvfølgelig meget glade for, at vi har fået lov til. Vi har ikke haft så meget indflydelse på, hvordan dækslet skulle se ud, men jeg synes, den gule kant er flot, fordi den giver opmærksomhed. Når nu vi får sådan en stor begivenhed til byen, så skal de have fuld gas, sagde Lindy Biel til JydskeVestkysten, da dækslerne kom i jorden.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095