23948sdkhjf

Mangel på special-kompetencer kan bremse fjernvarmeplan

Er det realistisk, når regeringen har som målsætning, at flertallet af 400.000 husstande, der i dag benytter naturgas, skal være koblet til fjernvarme i 2028?

Ifølge formanden for Kabel- og Ledningssektionen under DI Byggeri, der repræsenterer virksomheder, som udfører kabelarbejde, nedlægning og vedligeholdelse af forsyningsledninger, er der flere udfordringer, der kan bremse udrulningen.

- At lægge fjernvarme består af meget mere end gravearbejdet. Det kræver levering af materialer og specialkompetencer til at samle rørene, siger Frank Schou Kruse til Licitationen - Byggeriets Dagblad og uddyber:

- Jeg tror ikke, det bliver selve entreprenørarbejdet eller mangel på graveressourcer, der vil være flaskehalsen, siger Frank Schou Kruse, der til daglig er administrerende direktør for entreprenørfirmaet Nordkysten A/S.

Han peger på, at især én faggruppe kan stå i vejen for at nå målsætningen.

- Det vil for eksempel kræve rigtig mange smede, der skal svejse rørene sammen, og de er i forvejen en knap ressource og vanskelig at tilføre nye af på kort tid, fordi det kræver en del uddannelse og certificeringer, siger han.

Entreprenører er klar

Ifølge formanden er entreprenørerne klar til det forestående arbejde.

- Vi skal nok få gravet de rør ned, hvis de andre kan levere komponenterne, siger han.

For man er allerede i gang med forberedelserne.

- Vi har stor ekspertise i at lægge fjernvarme hos medlemmerne af kabel- og ledningssektionen, og det har vækstet de sidste par år, så derfor er det ikke sådan, at entreprenørerne har siddet og ventet. De er allerede i gang med at organisere sig til det arbejde, der ligger foran dem, lyder det fra Frank Schou Kruse.

Han er dog forsigtig med at svare på, om energiplanen reelt set kan lade sig gøre inden for målsætningen.

- Det er en ambitiøs plan, det er der ingen tvivl om. Men der er mange detaljer, vi ikke kender endnu, om måden de vil gøre det på, så derfor vil det være for skråsikkert af mig at spå om det kan nås inden for tidsrammen, siger han.

Bureaukrati skal fjernes

Hos brancheorganisationen Dansk Fjernvarme ser man også udfordringer, der kan forsinke energiplanen.

Direktør Kim Mortensen påpeger, at staten har et særligt ansvar for at hjælpe husstandene over til fjernvarme.

- Med den ambition skal der også høre en række virkemidler med, så fjernvarmeselskaber og kommuner konkret kan opfylde regeringens ambitiøse mål. Man skal tænke på, at udbredelsen af naturgas og kollektivt forsynede naturgasområder i Danmark er sket efter massivt pres fra staten og datidens politikere. Netop derfor er det vigtigt, at også staten nu påtager sig et ansvar for, med planlægning, at hjælpe disse naturgaskunder væk fra gassen og over på en anden kollektiv opvarmningsform, der hvor det kan lade sig gøre, udtaler direktør Kim Mortensen fra Dansk Fjernvarme i en pressemeddelelse.

Han efterlyser, at papirarbejdet og økonomien også følger med ambitionerne

- Vi skal af med naturgassen som varmekilde. Og fjernvarmeselskaberne er fleksible og klar til at varetage den store opgave det bliver at konvertere store områder, og mange husstande, til fjernvarme over den kommende tid. Den opgave vil kræve, at unødvendigt bureaukrati fjernes og planlægningen og ikke mindst finansieringen kan ske hurtigt og effektivt siger Kim Mortensen i pressemeddelelsen.

Ifølge en netop offentliggjort analyse fra rådgivervirksomheden Sweco vil flere end 300.000 af de omkring 400.000 husstande, der i dag benytter sig af olie, gas eller biomasse til opvarmning, have økonomisk fordel af at skifte til fjernvarme samtidig med, at det er teknisk muligt for fjernvarmeselskaberne at tilbyde det.

Kommenter artiklen (4)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111