Tip: Bliv klogere på reglerne omkring vindmølleparker
Nyt dokument giver overblik over de juridiske aspekter ved kommunalt engagement i vindmølleparker.
Mange kommuner har en stor interesse i at understøtte og deltage i udbygningen af vindenergi, men er samtidig usikre på deres rolle og de juridiske forhold. Et nyt responsum af professor i energiret, Bent Ole Gram Mortensen, kaster nu lys over de juridiske aspekter.
Responsummet i hovedtræk
I responsummet vurderer Bent Ole Gram Mortensen, at kommuner kan eje vindmøller uanset formål og uden for egen kommunegrænse. Desuden fokuserer responsummet på:
- Investering og organisering.
- I hvilket omfang kommunalt oprettede vindmølleparker er omfattet af de fire ordninger i VE-loven.
- Hvorvidt et kommunalt ejerskab påvirker muligheder for at opnå pristillæg mv.
- Anvendelsen af kommunal garanti.
- Ejerskab af provenuet ved vindmøllerne
- Mulighed for at anvende produktionen i forbindelse med »dokumentation af klimaneutralitet /klimavenlighed«.
- Dele af responsummet vil sikkert være kendt stof for nogle kommuner, mens det for mange vil være en nyhed, at kommuner kan eje vindmøller uanset formål og uden for egen kommunegrænse. Samtidig er det første gang, at de juridiske aspekter er samlet i et dokument og offentligt tilgængeligt for alle, fortæller Lærke Møller Toftlund fra Energiklyngecenter Sjælland. Hun håber, at det vil være en hjælp for alle landets kommuner samt styrke vindmølleudbygningen ikke kun i Region Sjælland, men også på nationalt plan.