23948sdkhjf

Grønland udbyder naturområder til udvikling af brint

Grønland vil udbyde store potentielle vandkraftreserver til at udvikle brint.

Det har den grønlandske minister for landbrug, energi, miljø og selvforsyning, Kalistat Lund, sagt tirsdag på en konference i Holland.

Det skriver det grønlandske medie Sermitsiaq.AG.

På konferencen har ministeren præsenteret de planer, der er for at udnytte vandkraftreserverne i områderne mellem Nuuk og Kangerlussuaq.

De to områder anslås at rumme en potentiel vandkraftproduktion på op til 800 megawatt.

Planen er, at vandkraften skal udnyttes til at producere brint. Det kan så omdannes til for eksempel ammoniak eller methanol, der kan bruges som brændstof og både lagres og transporteres i modsætning til andre alternative energikilder som vind og solenergi.

Teknologien er ny og ifølge det grønlandske medie endnu ikke færdigudviklet. Men det skønnes, at den kan være med til at erstatte den del af verdens energiforbrug, der ellers er afhængig af fossile brændstoffer.

Den grønlandske minister er glad for, at Grønland potentielt kan udvikle mere bæredygtig energi til eget forbrug. Men også at energien kan sælges videre.

- Med den kommende udbygning af vandkraftværkerne kommer vi op på at dække 90 procent af det grønlandske elforbrug. Men vi kan komme videre endnu og blive en eksportør af fossilfri energi.

- Det skal vi gøre for vore børn og børnebørns skyld. Den, der har evnerne, har også pligten, så derfor skal Grønland hjælpe verden af med fossilbrændslet. Vi har kraften, siger Kalistat Lund til Sermitsiaq.AG.

Ifølge mediet vurderer iagttagere, at der skal investeres op imod 20 milliarder kroner. Det vil gøre projektet til det største anlægsprojekt i Grønland nogensinde.

Det er ikke skatteyderne, som kommer til at betale for det store projekt. Det er meningen, at de virksomheder, den grønlandske regering nu inviterer til at deltage, selv skal til lommerne.

Den grønlandske regering regner med, at der til næste år kommer et egentligt udbud. Når en operatør til projektet er godkendt, vil der gå yderligere fire år, før det første spadestik kan tages.

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079