23948sdkhjf

Nyt biogasanlæg i Nordjylland

Det landmandsejede andelsselskab Nørager Bio- og Miljøanlæg, Naturgas Fyn og Xergi indgår samarbejde om et fælles biogasanlæg i Nørager i Rebild kommune.
Siden 2003 har Nørager Bio- og Miljøanlæg (NBM) arbejdet på, at gøre etableringen af et fællesejet biogasanlæg muligt. Og nu har arbejdet båret frugt. NBM har netop indgået en samarbejdsaftale med Xergi og Naturgas Fyn om etableringen af anlægget, som forventes at finde sted medio 2013.

Med aftalen skal Xergi stå for opførelsen af anlægget, NBM skal levere biomassen og Naturgas Fyn skal afsætte biogassen.

Anlægget til en værdi af ca. 100 mio. kr. skal årligt aftage og behandle ca. 250.000 ton gylle samt ca. 65.000 ton anden biomasse. Det kommer til at betyde ca. 6 mio. kubikmeter grøn bionaturgas til forbrugerne samt bedre udnyttelse af næringsstofferne for landmændene - og den afgassede gylle kan spredes næsten lugtfri på markerne.

Bionaturgassen vil gøre 3.500 gasforbrugende husstande uafhængige af fossile brændsler, samtidig med at åer og vandløb bliver skånet for ca. 200.000 kg kvælstof, og atmosfæren i øvrigt for ca. 10.000 ton CO2. Det svarer til, at mere end 1.000 danskere gøres CO2-neutrale. Det skriver virksomhederne i en pressemeddelelse.

Ser frem til samarbejdet
Anlægget er del af en national satsning. Naturgas Fyn har et erklæret mål om at være involveret i op mod 75 procent af den danske produktion af bionaturgas, og herfra glæder man sig over, at projektet nu kan realiseres.

- Anlægget i Nørager er en lokalt forankret enhed, der bringer udvikling og vækst til lokalsamfundet. Det er samtidig også en vigtig brik i det store puslespil, der skal sikre, at vi når regeringens grønne 2020-mål. Fra Naturgas Fyn glæder vi os over at kunne præge denne udvikling, og vi ser frem til samarbejdet med Nørager Bio- og Miljøanlæg, som har logistikken, husdyrgødning m.v. og med Xergi, der har ekspertisen inden for projektering og etablering af biogasanlæg. Vi vil bidrage med ekspertisen omkring gas og finansiering og ikke mindst et stærkt ønske om at udvikle hele bionaturgassektoren i Danmark. Anlægget her i Nørager har været mange år undervejs. Vi er meget tilfredse med, at vi nu i fællesskab med Xergi og NBM kan bringe projektet helt til målstregen, siger Bjarke Pålsson, adm. direktør for Naturgas Fyn.

Også landmændene bag NBM er glade for nu at være kommet tættere på en realisering af anlægget.

- Samarbejdet med Naturgas Fyn og Xergi og realiseringen af biogasprojektet er af stor betydning for udviklingen af landbruget i kommunen. Ved at afgasse gylle og gødning kan vi reducere udledningen af CO2, kvælstof og metan betydeligt, og næringsstofferne i den afgassede gødning kan bedre optages i vores afgrøder og bliver ikke udvasket til åer og vandløb. Samtidig kan vi spare vores omgivelser for de lugtgener, der traditionelt er forbundet med spredning af gylle på markerne. Det betyder, at vi også fremover kan have et aktivt landbrug side om side med et rent miljø og en positiv opbakning fra lokalsamfundet, siger formand for bestyrelsen i NBM, Peter Drejer Christensen.

Grøn gas til private og erhverv
De ændrede tilskudsregler til biogas, fastsat i Energiforliget fra marts i år, og samarbejdet med Naturgas Fyn gør, at projektet nu endelig kan realiseres.

Biogassen, der skal produceres på anlægget, vil blive opgraderet til naturgaskvalitet og sendt ud til forbrugerne via det etablerede naturgasnet. Den grønne, danskproducerede gas vil således nå bredt ud til både private forbrugere og erhvervsvirksomheder.

- Danmark har fået en ny visionær energiaftale, der har skabt muligheden for at både landbrug og energivirksomheder nu kan se fremad, og det er dette projekt i Nørager et godt eksempel på. Vi glæder os meget over samarbejdet med en progressiv landmandsgruppe og med Naturgas Fyn som den solide industrielle partner. I designet af anlægget vil vi trække på den store internationale erfaring, vi har opnået de seneste år på specielt det tyske, franske og britiske marked for biogasanlæg. Ved opførelsen vil vi benytte os af lokale underleverandører i videst muligt omfang for at sikre lokal forankring, slutter Jørgen Ballermann, adm. direktør i Xergi.

Værd at vide:
Byggeriet af anlægget forventes påbegyndt i 2013. Ud over en gevinst for omgivelser og miljø estimeres det privat/offentlige partnerskab i etableringsfasen også at kunne generere op mod 150 årsstillinger og efterfølgende ca. 25 stillinger som blivende stillinger i Nørager området.

Naturgas Fyn er landets tredjestørste naturgasselskab og har ca. 40.000 privat- og erhvervskunder fordelt over hele landet.

Nørager Bio- og Miljøanlæg er etableret i 2004, og der er i dag ca. 50 andelshavere.

Xergi er en af de førende leverandører af biogasteknologi i Europa med mere end 100 energianlæg bag sig.

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094