23948sdkhjf

Aldrig prøvet før: Alle naboer elsker tårnhøje vindmøller

Energipark for 40.000 husstande fik varm velkomst af lokalsamfund

Det er få landsbyer, der kan få et af Danmarks største vindmølleselskaber og en tidligere minister til at løfte øjenbrynene og tabe kæben på samme tid. Men det skete torsdag eftermiddag udenfor Veddum ved Hadsund.

Der, langt ude på en blomstrende rapsmark, stod ni flunkende nye 4,2 megawatt møller til godt 50 millioner kroner stykket og drejede spidserne rundt i 150 meters højde. Noget der normalt får en hvepsesværm af indsigelser til at løfte sig fra nok så idylliske lokalsamfund. Men ikke i Veddum.

- Vi har ikke modtaget en eneste indsigelse mod projektet. Det har vi aldrig prøvet før, sagde Jens Rasmussen, administrerende direktør for Hobro-baserede Eurowind Energy, da Energipark Veddum Kær blev indviet foran godt 120 mennesker og en pølsevogn.

Noget af en melding, når man har rejst omkring 600 møller de sidste 18 år og i øvrigt står i spidsen for Danmarks største selskab af sin art.

Global fordel

Også tidligere miljø- og transportminister Jakob Ellemann-Jensen (V), der var dagens hovedtaler, måtte smile af den lokale opbakning. Og smilet var varmt:

- I tager ansvaret for møllerne på jer. Jeg synes I er et eksempel for andre, roste partiformanden, som i sin ministertid fik smækket en del mølleklager på sit skrivebord.

- Den lokale forankring af sådan et projekt, som I viser, kan blive en global fordel for Danmark. Vi skal kunne vise eksempler, som andre kan misunde sig, sagde han blandt andet, inden partifællen Marie Bjerre også roste de lokale og energiparken.

Til 40.000 husstande

Stemningen var til stilfærdig fest. Årsagen var ikke kun udsigten til en hotter eller to med det hele. Veddum-egnen er faktisk ganske glad for møllerne, der stilfærdigt drejer energi ned i strømnettet til omkring 40.000 husstande med hjælp fra et nyt solcelleanlæg, der drejer sig efter solen.

- Næ, jeg har ikke noget imod det. Nu stod der jo også otte møller før, så det er ikke helt nyt for mig, fortalte gårdejer Claus Pedersen, der har afgivet jord til møllerne og et solcelleanlæg.

Den samme holdning havde Veddum-boen Belinda Vendelbo:

- Næh. Jeg synes også, at de larmer mindre end de gamle gjorde, fortalte hun.

Eneste brok finder man hos tidliger byrådsmedlem Danny Juul Jensen (V). Og så alligevel ikke:

- Jeg har talt imod placeringen af en af vindmøllerne. Den kan ses fra Veddum by. Men nu står den der, og det lever jeg med, forklarer han.

Den oplevelse har støjmålinger bekræftet. Og det store sus vil også udeblive den dag, der kommer stormvejr. For jo mere tryk vinden lægger på vingerne, des mere modstand giver maskineriet dem, så stormen bliver til endnu flere kilowatt i nabolagets stikkontakter.

- Den højeste hastighed på vingerne bliver syv omdrejninger i minuttet, fortæller kommunikationsansvarlig Joachim Steenstrup.

Klare meldinger

Han har en anden forklaring på at projektet er gået så gnidningsløst i Veddum:

- Fra projektets start har folk gjort det klart, hvad de ønsker sig af os. Så er det også lettere at komme dem i møde. Og så giver det også mange penge til lokalsamfundet. Vi har lige givet 160.000 kroner til de lokale foreninger, og de kommer til at få lignende beløb hvert år lang tid frem, fortæller Joachim Steenstrup.

20 procent af energiparkens aktier blev i øvrigt udbudt til de lokale, hvor mindsteprisen var 3000 kroner. I alt godt 10 procent blev solgt. Ingen af dem i øvrigt til gårdejer Claus Pedersen:

- Dengang var der ikke nogen god økonomi i det. Men efter det med Putin og Ukraine er afkastet steget meget. Men hva': Det går jo op og ned, også med det, smiler han.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.088