Kedel-leverandør efter opsagt kontrakt: Overrasket og uenig
I sidste uge offentliggjorde Din Forsyning og projektet Fremtidens Fjernvarme i Esbjerg at samarbejdet med den finske kedelleverandør KPA Unicon var opsagt og en ny kedel var udbudt på leverandørens regning.
I en pressemeddelelse oplyste Din Forsyning, at årsagen var en fejlbehæftet kedel.
Hos KPA Unicon er direktør Jukka-Pekka Kovanen noget overrasket over udmeldingen og ked af at kunden har følt sig nødsaget til at melde ud til offentligheden. Derfor har han fundet det nødvendigt at forklare sagen, set fra hans stol.
- Vi er uenige i begrundelsen for opsigelse af kontrakten, og vi har præsenteret kunden for flere muligheder for færdiggørelse af projektet, Det er dog uheldigt, at kunden ikke har været villig til eller i stand til at løse problemet på en venskabelig måde, skriver Jukka-Pekka Kovanen i en mail til Energy Supply.
Svejsearbejdet godkendt
Jukka-Pekka Kovanen har også set sig nødsaget til at reagere på beskyldningerne om dårligt svejsearbejde, der er fremstillet i medierne.
- Svejsearbejdet, der er foretaget af KPA Unicon, har været inspiceret og godkendt af uafhængige og certificeret inspektører, nemlig NDT Inspector and Notified Body, skriver Jukka-Pekka Kovanen i mailen.
KPA Unicon har dog foretaget egne undersøgelser i forbindelse med projektet og har fundet svejsearbejde af varierende kvalitet. Efter at have indgået en dialog med de uafhængige inspektører, vil KPA Unicon udføre de nødvendige tiltag og erhverve sig de dokumenter, der er nødvendige for godkendelse af projektet, oplyser KPA Unicon.
Jukka-Pekka Kovanen understreger endvidere at samtlige af KPA Uuicons svejsere er certificeret i overensstemmelse med PED direktivet og Danish Safety Technology Authority (DSTA).
Beklager situationen
Jukka-Pekka Kovanen beklager hele miseren og undskylder for svejsearbejdet af variende kvalitet.
- Vi er opsatte på at støtte kunden i at kunne fuldføre projektet, og det er vigtigt for mig at understrege at KPA Unicon stadig er i stand til at levere projektet, dog med en ny tidsplan, skriver han.
Kontrakten mellem KPA Unicon og Din Forsyning beløber sig til cirka 160 millioner kroner.
Kedlen fra KPA Unicon var programsat til at gå i drift i januar 2023.