23948sdkhjf

BioCirc klar med endnu en milliardinvestering i jyske landbaserede energi-øer

Inden for ganske kort tid har selskabet BioCirc gjort sig særdeles bemærket i den danske energisektor. Der er bebudet investeringer for milliarder i det, de kalder landbaserede energi-øer. 

I maj kom det frem, at selskabet havde købt sig ind i Vesthimmerland Biogas og samtidig satsede stort på at etablere en energi-ø i Viborg Kommune i regi af milliard-projektet Viborg go green. 

Nu vil BioCirc opføre to cirkulære bioøkonomiske klynger i Vesthimmerlands Kommune. I de to klynger, energi-øer om man vil, skal der produceres el, brændstof, varme og gas. 

Ambitionerne er døbt Vesthimmerland Go Green.

Bag selskabet BioCirc står Maigaard & Molbech, der forvalter formuerne for en række velhavende danske familier.

-Med investeringen i BioCirc ønsker vi på vegne af vores investorer at bidrage til den grønne omstilling, men via en cirkulær model, hvor vi gør det med respekt for de omgivelser og samfund, vi er en del af. Derfor betyder det at give noget tilbage til Vesthimmerland Kommune ligeså meget som det at bidrage til den grønne omstilling, siger direktør hos Maigaard og Molbech, Bertel Maigaard.

Projektet vil skabe 150 arbejdspladser, kræver investeringer i milliardklassen og være med til at sætte skub i den grønne omstilling i kommunen. 

Selvforsynende

De to bioøkonomiske klynger vil gøre Vesthimmerlands Kommune mere end selvforsynende med vedvarende energikilder. 

-Her kan vi i hvert fald sige, at stedbundne potentialer kan skabe udvikling af kæmpe betydning. Med BioCircs ambitioner og investeringer for milliarder i Vesthimmerland vil vi blive en grøn foregangskommune med enorme gevinster til klimaet, det lokale erhvervsliv og vores borgere, siger Per Bach Laursen, borgmester i Vesthimmerlands Kommune. 

Hos Vesthimmerland Biogas

Den første energi-ø bliver med sikkerhed Vesthimmerlands Biogas på Holmevej mellem Farsø og Aars.

-Vesthimmerlands vision om at være en aktiv del af den grønne omstilling kan tage et kvantespring ved indgåelse af denne aftale med BioCirc. Landbruget er et betydningsfuld erhverv i Vesthimmerland og udover at producere højkvalitets fødevarer, produceres der også store mænger biomasse som et biprodukt. Biomassen er nødvendig for at producere biogas, og med BioCirc’ model kan der produceres flydende brændstof, som kan anvendes i eksempelvis biler, skibe og landbrugsmaskiner, siger Per Bach Laursen.

Samarbejdsaftalen med BioCirc skal dog først gennem en politisk behandling i Vesthimmerlands Kommunes Økonomiudvalg, og i næste uge  i Byrådet.

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.084