LED-producent nomineret til international klimapris
Den vestjyske LED-producent, Neoline, er sammen med tre andre jyske cleantechvirksomheder gået videre til fase 2 i kampen om at modtage den præstigefyldte ’Later Stage Award.’
Prisen tildeles af GCCA (Global Cleantech Cluster Association), som er et stort internationalt samlingspunkt for klimaklynger, og som medlem har ClimateCircle i Holstebro fået muligheden for at nominere lokale medlemmer. Vinderen, der vil få tildelt prisen ’Later Stage Award’, har i særlig grad bevist sit produkts markedsberettigelse og vil med prisen opnå international anerkendelse og opmærksomhed.
Med banebrydende løsninger inden for henholdsvis LED-lysrør, energineutral gadebelysning og energieffektivisering vil de danske repræsentanter vække opmærksomhed i konkurrencen.
- Vi har i Danmark helt særlige kompetencer i at tænke og producere bæredygtige løsninger. Det er da dejligt, at der i det store udland er opmærksomhed omkring de cleantechvirksomheder, der er i Vestjylland, og jeg ser med spænding frem til at modtage dommernes vurdering af virksomhederne, siger John Sohn, direktør i interesseorganisationen ClimateCircle, som med udgangspunkt i Nupark profilerer cleantechvirksomheder i Holstebro Kommune.
Investeringspotentialet i fokus
Forude ligger nu et stort arbejde med at gennemgå de mange hundrede nominerede grønne virksomheder.
De 30 dommere, der skal vurdere de nominerede og finde den rette vinder, er globale specialister inden for cleantech. Deres fokus i bedømmelsen vil være de enkeltes investeringspotentiale og vurderingen vil løbe frem til den 12. november 2012, hvor vinderen udpeges til konferencen ’International Clean Energy’ i Savannah, Georgia, USA.
Shawn Lesser, der er partner i Watershed Capital Group, USA, og co-founder af GCCA, der uddeler prisen, forklarer:
- For at vinde en ’Later Stage Award’ skal en virksomhed udvise innovativ ånd og have skabt en succes på hjemmemarkedet, der hurtigt og omkostningseffektivt kan udbredes på et internationalt marked.
De nominerede virksomheder bedømmes inden for kategorierne, Bioenergi, Energilagring, Belysning/Energieffektivisering, Smart Grid/Bæredygtig IT, Solenergi, Bølge- og vandenergi, Transport, Affaldshåndtering, Håndtering af vand og Vindenergi.