23948sdkhjf

Grøn skattereform er på plads med rabat til CO2-udledere

Virksomheder som Aalborg Portland får fortsat en rabat, da aftalepartier frygter flugt til udlandet.

Et politisk flertal er enig om en CO2-afgift på 750 kroner per ton i 2030.

Firmaer inden for "mineralogiske processer" såsom cementproducenten Aalborg Portland får en CO2-afgift på 125 kroner. Det viser aftaleteksten.

Med i aftalen er regeringen, støttepartierne SF og De Radikale samt Venstre og De Konservative.

- Der er med et stort flertal i Folketinget - bredt over den politiske midte - blevet lavet en aftale om, hvordan vi skal lave en CO2-afgift, så vi både kan passe på miljø og klima, men også vores danske virksomheder og arbejdspladser, siger finansminister Nicolai Wammen (S) fredag på et doorstep.

Skatteminister Jeppe Bruus (S) tilføjer:

- Vi gør det på en måde, hvor vi fastholder og udvikler arbejdspladser og ikke afvikler.

- Det er en gigantisk skattereform, vi kommer med. Og som også viser, hvad det er, at vi kan bruge skatter og afgifter til.

Sådan hæves prisen for CO2-udledning i 2030

  • Der bliver tre afgiftsniveauer, hvor man skelner mellem virksomheder, som er med i EU's kvotehandelssystem (ETS), dem som ikke er - og så giver man særlig rabat til få virksomheder, som udleder rigtig meget CO2.
  • Virksomheder uden for EU-kvotesystemet: 750 kroner pr. ton CO2 i 2030.
  • Virksomheder med i EU-kvotesystemet: 375 kroner pr. ton CO2 i 2030.
  • Virksomheder, som bruger meget CO2-krævende mineralogiske processer, herunder Aalborg Portland: 125 ton pr. CO2.
  • CO2-prisen i ETS ventes i 2030 ifølge ekspertgruppen, som har udarbejdet forslag til modeller, at være på 750 kroner per ton CO2.
  • Det vil sige, at virksomheder, som også er omfattet af EU-kvoter, ventes at få udgifter på henholdsvis 1125 kroner pr. ton CO2 og 875 kroner pr. ton (de mineralogiske processer). Reelt kendes prisen dog ikke, da den er afhængig af markedet.
  • Cementproducenten Aalborg Portland er den danske virksomhed, der klart udleder mest CO2 i Danmark.
  • Aftalen indeholder en bundpris, der skal træde i stedet, hvis EU-kvoteprisen ikke bliver som ventet.
  • Det er aftalt at vurdere aftalen igen i 2023, 2026 og 2028.
  • Skattereformen om CO2-afgifterne vil følge aftalen reducere CO2-udledning med yderligere 4,3 millioner ton CO2 frem mod 2030.
  • Dermed leverer aftalen det største enkeltstående bidrag til Danmarks 2030-mål, siden klimaloven blev vedtaget af Folketinget i 2020.
  • Man mangler stadig at reducere 5,8 millioner ton CO2 for at nå 70 procents redaktionsmålet om otte år.

Kilder: Finansministeriet og Ritzau.

CO2-afgiftens formål er at få danske virksomheder til at mindske udledningen af drivhusgasser.

Selv om der indføres en CO2-afgift på 750 kroner per ton, bliver der givet en rabat, så prisen er 375 kroner per ton for de virksomheder, som allerede er omfattet af EU's kvotesystem.

Ifølge aftalen vil firmaer inden for "mineralogiske processer", det kan være cement, tegl og glas, få en CO2-afgift på 125 kroner.

I regeringens udspil var tallet på 100 kroner, og siden hen har netop det emne - især med Aalborg Portland som eksempel - været et stort politisk stridspunkt. Og rabatten har været medvirkende til, at regeringens støtteparti Enhedslisten ikke er med i aftalen.

Rabatten til Aalborg Portland og andre større CO2-udledere er sikret, så virksomhederne ikke flytter til udlandet, lyder det i aftalen.

De fem største CO2-udledere i Danmark er Aalborg Portland, Equinor Refining Denmark, Shell Refinery, Nordic Sugar og Arla Foods Energy.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.106