23948sdkhjf

Ny grøn aftale får rosende ord med på vejen

Lørdag indgik et bredt flertal i Folketinget en aftale om grøn strøm og varme.

Vi skal have mere havvind, mere landvind og mere solenergi, og klimaminister Dan Jørgensen fortalte på et pressemøde lørdag morgen, at der med aftalen også følger en ambition om, at al gas i Danmark skal være grønt i 2030, og at der fra 2035 ikke er boliger, der opvarmes med gas.

Læs også: Ny aftale vil mangedoble grøn energi på land og til vands i 2030

Hos Green Power Denmark er der rosende med på vejen til den nye aftale.

- Det er en historisk aftale, som tager et stort skridt væk fra fossile brændsler og mod en grønnere, friere og mere elektrisk fremtid. Det bør stå helt klart nu, at vi ikke kan bygge for meget vedvarende energi - især ikke med den voksende klimakrise og den nuværende sikkerhedspolitiske situation. Der venter nogle vilde grønne år forude, og i energibranchen er vi klar til at levere, siger Kristian Jensen, adm. direktør i Green Power Denmark og fortsætter:

- Hvis vi skal gøre os fri af fossile brændsler, så nytter det ikke, at det tager årevis at opstille en vindmølle- eller solcellepark, at undersøge bundforhold for havvindmøller eller at få lov til at forstærke og udvide elnettet. Derfor er det godt, at politikerne fjerner barrierer og gør det nemmere at opstille vindmøller og solceller. Der er stadig noget at gøre - men meget er gjort med denne aftale, siger Kristian Jensen.

Aftalen forholder sig ifølge Green Power Denmark dog ikke i tilstrækkelig grad til at fjerne de barrierer, der er for hurtig udbygning af elnettet, og hvordan vi sikrer en sammenhængende stabil elforsyning. Det opfordrer Green Power Denmark til, at der kigges på efter sommerferien.

Invasion har vist vores sårbarhed

Også DI har rosende ord til aften.

- Ruslands invasion af Ukraine og den efterfølgende gaskrise har mere end noget andet vist os, hvor sårbare vi er. Med aftalerne er vi godt på vej til at vriste os ud af den spændetrøje, som vi sidder i lige nu. Der kommer ikke mindst fart på omstillingen fra naturgas til fjernvarme eller varmepumper. Det vil gavne klimaet, vores forsyningssikkerhed og økonomi, siger Troels Ranis, branchedirektør i DI Energi og fortsætter:

- Det er et eksempel på, hvor hurtigt vi er i stand til at flytte os, når vi rykker i samme retning. Danmark kan endnu mere, end vi går rundt og tror, siger Troels Ranis.

Dansk Fjernvarme bekymret for økonomien

Dansk Fjernvarme er lidt mere lunken i forhold til den nye aftale, da man er bekymret for manglen på økonomisk sikkerhed, der skal hjælpe boligejerne med at komme væk fra naturgas og olie.

- Vi er bekymrede for, at der ikke er politisk vilje til at give fjernvarmeselskaberne de nødvendige værktøjer, der skal gøre ambitionerne til virkelighed. Men det er dog glædeligt, at der med aftalen er politisk opbakning til at udfase den dyre, russiske naturgas i vores boligopvarmning, selvom tempoet godt kunne have været højere. Det er vi og vores medlemmer klar til at gøre til virkelighed, siger Kim Mortensen, direktør i Dansk Fjernvarme, som uddyber organisationens anke:

- Der mangler økonomisk hjælp til de boligejere, der ønsker at udskifte deres gasfyr med grøn fjernvarme. Der mangler sikkerhed for de store investeringer fjernvarmeselskaberne skal foretage, hvilket kunne have været afhjulpet med en ja-tak til fjernvarme ordning, sådan som flere partier ellers har foreslået, siger Kim Mortensen.

Et grønt industriland

Tekniq Arbejdsgiverne mener, at der med den nye aftale kommer mere grøn strøm i stikkontakterne.

- Danmark er og skal være et grønt industriland. Derfor er det godt, at der kommer mere grøn energi i danskerne stikkontakter, men vi skal også sikre, at energiudbuddene fremmer grøn produktion. Det skal ikke kunne betale sig fx at købe mindre bæredygtige vindmølletårne i Kina og transportere dem til Europa. Så vi er glade for, aftaleparterne nu tager hånd om dette, siger Troels Blicher Danielsen. 

Danmark som PtX-stormagt

Brintbranchen giver topkarakterer til aftalen, som ifølge organisationen vil sikre, at Danmark gøres til grobund for et nyt grønt erhvervseventyr på brint og PtX.

- Det er en stor opgave, vi står overfor, men den betyder reelt, at Danmark nu kan blive en grøn stormagt, der kan levere PtX-brændstoffer til resten af Europa, siger Brintbranchens direktør, Tejs Laustsen Jensen og fortsætter:

- Det er en historisk udbygning af den grønne energiproduktion både på land og til havs. Sammen med PtX-strategien fra marts er dagens aftale afsæt til omkalfatring af energisystemet og på visse stræk hele samfundet. Det er der grund til at rose forligspartierne for. Danmark går nu reelt efter at blive en grøn energistormagt, der kan producere grønne PtX brændstoffer som brint, metanol m.m. til hele Europa.

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111