23948sdkhjf

Nu kan arkitekter tænke solenergi ind fra starten

Arkitekter får nu lettere ved at tænke brugen af solenergi ind i kommende bygninger.

Autodesks kunstig intelligens-software, Spacemaker, disker nu op med en ny analyse, der gør det muligt at beregne en skønnet produktion af solenergi ved hjælp af solceller på en bygnings tag.

Det afgørende nye er ifølge virksomheden, at arkitekterne kan beregne solenergi, bogstavelig talt mens de designer, og det får stor betydning for arkitekternes arbejde, lyder vurderingen fra Spacemaker.

– Et vigtigt konkurrenceparameter for arkitekter er hele tiden have et overblik over, hvordan ændringer i design påvirker resten af bygningen. Det har vi allerede udviklet i forhold til eksempelvis sol, skygge, vind og lyd. Nu får arkitekterne mulighed for at se, hvordan designændringer påvirker muligheden for at producere solenergi på taget, siger Even Brænne Olstad, arkitekt og solution consultant hos Spacemaker.

Byggeri og ejendomme er udskældt for at producere omkring 40 procent af verdens CO2, og ifølge Spacemaker kan den nye funktion bliver et vigtigt aktiv i forhold til at hjælpe arkitekter og bydesignere med at bidrage til den grønne omstilling.

– Danske arkitekter ligger med helt fremme i forhold til grønt byggeri, og ved at optimere muligheden for solceller på en ejendoms tag får de altså et nyt grønt redskab til at gøre bygninger til aktive producenter af bæredygtig energi. I sin essens handler det om tilgængelighed. Ved at gøre solenergi langt mere tilgængeligt i arkitektens arbejde allerede i den initiale fase af et byggeri, kan vi sammen bidrage til en billigere, grøn energi. Det er der perspektiver i, siger Even Brænne Olstad.

Grønttorvet tæt på selvforsynende

Den nye Spacemaker-funktion bruger solanalyse som udgangspunkt og beregner solenergi for hver time i løbet af året. Beregningerne baseres på tagets størrelse, og korrigeres for panelernes effektivitet, dækning af taget og orientering og vinkel på panelerne. Ved at justere på parametrene kan man enkelt få et overblik over forskellige scenarier – f.eks. en ‘konservativ’, en ’forventet’ og en ’optimistisk’.

– Vi har lavet en hurtig skitse på Grønttorvets tage, og heraf fremgår det, at man kunne generere mellem 3,5 og 5 millioner kilowatt timer om året. Omregnet til boenheder ville det skaffe energi til mellem 1.250 og 1.750 lejligheder, hvis vi forudsætter en lige fordeling af lejligheder med henholdsvis to voksne og to voksne med to børn på hver 80 m2. Grønttorvet i Valby kommer i alt til at rumme 3.000 boliger, så det ville under alle omstændigheder udgøre en betydelig andel, siger Even Brænne Olstad.

En analyse med solceller på taget af Operaen og Skuespilhuset viser, at de potentielt kunne generere energi svarende til over 1.000 danskeres årlige behov.

Kommenter artiklen (2)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.083