23948sdkhjf

Bygges der på biogasanlægget i Tønder?

I 2012 blev det meldt ud, at der skulle opføres et biogasanlæg ved Tønder. 10 år senere er der stadig ikke noget og ingen vil fortælle, om anlægget - som senest bebudet - står klar i næste måned

I jagten på at få svar om biogasanlægget ved Tønder kontaktede Energy Supply i sidste uge blandt andre Tønder Kommune. Men her ville ingen udtale sig om, hvorvidt der bygges eller ej.

I stedet henviste man til direktør Bo Asmussen hos Envo Group. Det er åbenbart gået hen over hovedet på kommunen, at Envo Group ikke længere hedder Envo Group og at Bo Asmussen ikke længere er ansat i selskabet.

Udskydelse på udskydelse - og ingen kommentarer

Der har altså siden 2012 været planer om at opføre et biogasanlæg ved Tønder.

Gang på gang har det været meldt ud, at NU skete der noget. Nu skulle de mange kubikmeter biogas snart strømme fra anlægget i Tønder og ud i hele Danmarks gasnet.

Men gang på gang er byggeriet af anlægget og produktionen af biogas blevet udskudt.

Sidste år i oktober købte Anaergia projektet af Envo Group. Samtidig købte selskabet Envo Group, der skiftede navn til Anaergia.

Og så skulle der - var udmeldingen - ske noget.

- Byggeriet skal genoptages inden udgangen af 2021 og produktionen vil være i fuld gang med udgangen af 2022, fremgik det af en pressemeddelelse udsendt af Anaergia i forbindelse med overtagelse og opkøb.

Tidligere på året udtalte daværende direktør Bo Asmussen til Landbrugsavisen, at anlægget ville stå klar i september. 

Energy Supply har forsøgt at få et overblik over byggeriet - og om biogassen snart er klar til at varme 29.000 danske husstande op. Det var dog nemmere sagt end gjort.

Ingen af de involverede parter har ønsket at udtale sig - alle henviste til Anaergia, der ikke har svaret på Energy Supplys henvendelser - hverken skriftligt eller telefonisk.

Rambøll har som rådgivere ikke ønsket at udtale sig, men henviste til bygherre. Det samme gjorde entreprenørfirmaet Ommen. Tønder Kommune kunne - som tidligere nævnt- heller ikke kaste lys over sagen.

Tidslinje

  • 2012: Offentligheden hørte første gang om planerne for et biogasanlæg ved Tønder. Byggestart måtte rykkes, da byggetilladelsen udeblev. Siden stødte der andre problemer til, idet totalentreprenøren SFH Groups moderselskab havde økonomiske problemer.
  • 2014: Envo Group og en argentinsk investor indgik en aftale med Aarsleff, der skulle være totalentreprenør på projektet. Der blev også taget første spadestik til anlægget.
  • November 2015: Samarbejdet mellem Envo Group og Aarsleff ophørte og uenighederne endte med at blive til en voldgiftssag. 
  • Januar 2019: Envo Group fik tilkendt en erstatning på 88 millioner kroner i voldgiftssagen.
  • Januar 2020: Envo Group meldte ud, at anlægget ville stå færdigt inden udgangen af december 2022, hvor et tilskud til projektet bortfalder. Samtidig gik det nationale gasdistributionsselskab Evida i gang med at koble det endnu ufærdige anlæg på hele Danmarks gasnet.
  • Oktober 2021: Anaergia overtog anlæg og opkøbte Envo Group.
  • Marts 2022: JydskeVestkysten oplyste, at Rambøll og entreprenør Ommen var gået i gang med at etablere den første af 24 ståltanke, anlægget skal huse
  • Marts 2022: Den nu opsagte direktør Bo Asmussen sagde til Landbrugsavisen, at han vurderede, at biogasanlægget ved Tønder ville stå klar til september.

Voldsom prisstigning

Byggeaktiviteter eller ej, så er der ad åre sket et og andet med prisen på projektet.

I sin tid, da planerne om biogasprojektet i Tønder først blev luftet, lød den samlede pris for anlægget på 550 millioner kroner.

Men i marts fortalte JydskeVestkysten, at det samlede budget nu er oppe på 750 millioner kroner, efter at Anaergia i forbindelse med overtagelsen af projektet i oktober sidste år meldte ud, at de ville investere 100 millioner canadiske dollars (svarer til ca. 550 mio. kr., red.) i Envo Biogas Tønder.

Sidder du inde med oplysninger, der kan kaste lys over sagen, er du velkommen til at kontakte redaktionen@energy-supply.dk

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.207