23948sdkhjf

Retssag mod Refa MSK er nu i gang

Onsdag i denne uge tog Retten i Nykøbing fat på sagen, hvor Refa MSK anklages for at have overtrådt varmeforsyningsloven.

Det skriver Folketidende.

Sagen tager sit udgangspunkt i januar 2021, hvor Refa MSK stoppede med at levere varme til Sakskøbing Fjernvarmeselskab. Og anklagemyndigheden mener, at det var en ulovlig handling, så nu er selskabet tiltalt i en retssag.

Et statsligt tilskud til elproduktionen på Refas kraftvarmeværk i Sakskøbing var bortfaldet, derfor så det skidt ud med økonomien.

Refa MSK ville derfor ud af kontrakten med sine kunder – blandt andet Maribo Varmeværk og Sakskøbing Fjernvarmeselskab og forlangte, at de skulle betale mere for varmen.

Men parterne kunne ikke blive enige om en aftale, og til slut valgte Refa MSK at lukke for varmen til 4500 borgere i Sakskøbing.

Tre dage senere genoptog Refa MSK dog leveringen af varme til Sakskøbing, hvor borgerne i de hektiske dage trods alt kunne holde varmen, fordi Sakskøbing Fjernvarmeselskab havde sørget for selv at producere varme på en gammel oliekedel.

Onsdagens retsmøde blev indledt med en gennemgang af en lang række dokumenter helt tilbage fra den gang, det blev besluttet at opføre kraftvarmeværket i Sakskøbing, og vicedirektør i Refa MSK Finn Boy Hansen blev udspurgt af anklager og forsvarer.

Den komplekse sag fortsætter i dag fredag ved Retten i Nykøbing.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.068