Nyt om navne: Ny administrerende direktør i PSS Energi
Kenn Andersen har overtaget posten fra Jørgen Nielsen, der nu skal tage sig af produktudvikling og firmaets udenlandske afdelinger.
- Mit primære fokus er på at drive og udvide PSS Energis danske og skandinaviske marked, siger Kenn Andersen og forsætter:
- Vi skal være i stand til at varetage flere og større projekter, og hele tiden holde os på forkant med udviklingen af nye energibesparende løsninger.
Kenn Andersen har tidligere været regionsdirektør i Bravida og senest ejer og administrerende direktør i installatørfirmaet Mads Hansgaard A/S.
- PSS Energi har oplevet en stor vækst. Vi er derfor glade for at have fået en mand med Kenn Andersens erfaring inden for virksomhedsdrift og udvikling til at føre vores virksomhed skridtet videre, lyder det fra Jørgen Nielsen, firmaets tidligere administrerende direktør.
PSS Energi leverer løsninger, der sænker el-forbruget ved hjælp af spændingsregulering og reduktion af bygningers standbyforbrug. De seneste års fokus på energibesparelser har betydet en stor efterspørgsel både i Danmark og i udlandet. Og det er her Jørgen Nielsens nye udfordring ligger, han skal fremover stå for ledelsen af PSS Energis afdelinger i Italien og på Cypern, samt for udviklingen af fremtidens energibesparende løsninger.