23948sdkhjf

Partier klar til at kigge på lavere elafgift

Krigen i Ukraine og ugunstige vejrforhold har sendt elpriserne på himmelflugt. Flere partier vil kigge på elafgiften, der udgør en del af regningen

Der kan være godt nyt på vej til de danskere, der frygter den næste rudekuvert, som dumper ned i postkassen fra elselskabet.

Prisen på el er steget gevaldigt. Men flere partier er åbne for at kigge på, om der skal gøres noget ved elafgiften, der udgør en del af prisen.

Prisen på el svinger time for time, og oveni det kommer blandt andet betaling for transport af strømmen og afgifter.

Inden for den seneste uge har elprisen været oppe over otte kroner per kilowatt-time inklusive moms, men uden blandt andet afgift.

V vil have elafgiften i bund

Afgiften er aktuelt på over 70 øre per kWh. Men det vil Venstre have sænket til 0,8 øre. Det svarer til EU's minimumssats.

- Vi nærmer os en kold og mørk tid. Og der mener vi, at vi skal have elafgiften helt i bund de næste seks måneder. Det kan mærkes alle steder.

- Dem med de laveste indtægter vil have den største virkning af det her, og vi er nødt til at gøre noget, sagde formand Jakob Ellemann-Jensen søndag.

Det gjorde han i en debat på DR med statsminister Mette Frederiksen (S) og De Konservatives leder, Søren Pape Poulsen.

De tre er kandidater til at blive statsminister efter et kommende valg - som vel at mærke ikke er udskrevet endnu.

Også Pape er klar til at sænke elafgiften til EU's minimumskrav, mens Mette Frederiksen også godt kan se en lavere afgift for sig.

Vil afsætte to milliarder kroner

Regeringen har i sit udspil til en finanslov lagt op til, at der afsættes to milliarder kroner i 2023 til at hjælpe mod de stigende priser. Frederiksen peger på, at det "sagtens kan være", at pengene kan bruges til at give lavere elafgifter.

- Jeg er meget åben for at diskutere, om vi skal have elafgiften endnu længere ned. Men det gælder også andre afgifter, sagde hun i debatten.

Flere andre partier erklærer sig klar til at se på elafgiften. Det gælder blandt andet regeringens støtteparti De Radikale.

- Det er vi ikke afvisende overfor. Især ikke som noget midlertidigt over vinteren. Det ser meget alvorligt ud, det vi skal igennem, siger finansordfører Andreas Steenberg.

- Hvis det skal være permanent, prioriterer vi at lette skatten på arbejde, fordi det også er med til at løse manglen på mennesker i økonomien, lyder det.

Høj pris på naturgas

Også Dansk Folkeparti vil kigge på afgiften. På den længere bane skal den sænkes markant - eller fjernes helt.

- På den korte bane kunne man lave en aftale om, at den fjernes helt i resten af 2022. Det er der finansiering til, for staten har markant større indtægter på moms i øjeblikket, siger finansordfører René Christensen.

Der er flere grunde til, at elpriserne er eksploderet. Det skyldes delvist en høj pris på naturgas, som blandt andet bruges til at producere strøm.

Rusland leverer mindre efter krigen i Ukraine, men også manglende nedbør i Norge og Sverige og mindre blæst betyder, at der ikke produceres så meget el fra vand- og vindkraft, som der plejer.

Hos SF vil man også gerne hjælpe danskerne. Men hjælpen skal målrettes.

- De, der har bedst råd, får langt den største lettelse. Det giver ingen mening, synes jeg, siger politisk ordfører Karsten Hønge til forslaget om at sænke afgiften til EU's minimumssats.

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.451